mandag den 25. februar 2008

PÅSKEFERIE

Uh, vi knokler på arbejdet...

Det er (trods brok) vildt fedt at være med i et projekt, hvor der knokles i fællesskab og ambitionsniveauet er skyhøjt.

Det koster dog på både den fysiske og mentale front. Jeg er sgu' ved at mærke tyngde i mavsen og det bliver efterhånden lidt streng. Mental, så er jeg ved at gå ud af mit gode skind, så meget savner jeg at være sammen med Mathias :( Når han ringer for at sige godnat til mig, siger han: "mor, kom hjem nu!" om morgenen, når vi står op siger han: "mor, blive hjemme i dag, dig og mig" FUCK!!!!!!!!!!!!!! Det er da modbydeligt............

Jeg var helt nede op til weekenden, men heldigvis var 1½ dags intenst samvær lige det der skulle til. Så nu er jeg glad igen.

Men den oplevelse fik mig til at tage en beslutning om at påskeferien skal bruges til at genvinde tabt grund og tid. Hvis jeg er heldig kan jeg få fri mandag til onsdag op til påske og vinde en lang ferie :) Uanset feriens længde skal vi væk sammen os 3. Så jeg leder efter et sommerhus et sted i DK. Kender du nogen, der har et sommerhus, der ikke koster en formue og er ledigt i påsken, så hører jeg gerne fra dig....

fredag den 22. februar 2008

Halvvejs!!!

helt og aldeles halvvejs gennem graviditeten i dag...
20 uger ud af 40!!! Og I skrivende stund gør bebse opmærksom på at den i aller højeste grad er tilstede, vågen og glad :)

torsdag den 14. februar 2008

Se det 8. vidunder!

Her er verdens 8. vidunder...Et nyt menneske under udvikling!


Vi var på sydvestjysk sygehus i dag til scanning, som I kan se. Her blev bebse scannet igennem for evt. fejl. Men alt var perfekt :D

Og nej! Vi spurgte ikke til kønnet - så I må pænt vente på at vide om det bliver en lillebror eller en lillesøster...

Bebse ligger og sutter på sin tommelfinger. Det er hånden I kan se som en klump foran ansigtet.

Jeg blev sat 2 dage tilbage i forhold til den sidste termin, der blev udregnet. Så nu ligger terminen endeligt fast til den 11. juli 2008 (1 dag fra den oprindeligt udregnede termin 12. juli). Det er selvfølgelig træls for indtil videre har jeg kun tal og datoer at holde mig til, men bebse er nok ligeglad og kommer når det er tid...

Nyd billedet :)

onsdag den 13. februar 2008

19 uger ud af 40

Ja, jeg skulle måske vente med at skrive dette indlæg til næste onsdag, men jeg er så lamslået at jeg simpelthen lige må af med det.

Altså om præcis en uge er jeg allerede halvvejs i graviditeten. Det er f***** vildt!!!

Men i morgen skal jeg til scanning (det der hedder en misdannelsesscanning, hvor barnet bliver kontrolleret for evt. misdannelser på organer, ryg osv). Det er også ved denne scanning at den endelige termin fastsættes. Så jeg risikerer jo at blive rykket enten frem eller tilbage. Så måske er jeg alligevel slet ikke halvvejs om en uge :( Men nu ser vi i morgen...

Det sjoveste er da at jeg har termin på Brians fødselsdag, men det ændrer de jo nok i morgen. Sidste gang fik jeg ny termin ikke mindre end 4 gange - til sidst kunne jeg slet ikke huske datoen længere. Men så er det jo sådan at bebse er ret ligeglad med hvad lægen siger ;) Og kommer lige præcis til tiden...

søndag den 10. februar 2008

Far og søn knyttes

I den kommende tid, er det Brians tur til at være hjemmegående og passe hjemmet. Ikke sådan 24 timer i døgnet..men forstået på den måde at vi bytter roller og det nu er min tur til at være den hårdtarbejdende, der skal arbejde over og komme sent hjem.

I de sidste mange år har Brian jo været på mange opgaver i udlandet og rundt om i DK, der krævede at han var væk i længere tid af gangen. I den tid har jeg stået for hjemmet. Nu har jeg en opgave foran mig på arbejdet, der kræver en del overarbejde. Så Brian har måtte affinde sig med at han skal være alene hjemme med mathias - selv sørge for aftensmad og alt det der...

Han siger med sin mund at alt er godt og det ikke er et problem, men på mange andre måder siger han at han ikke er helt tilfreds med situationen (jeg tror det er ubevidst). Men jeg har besluttet mig for at være ligeglad. Nu er det min tur! Og jeg er helt overbevist om at det er vildt sundt for far og søn at de er tvunget til at være så meget sammen og løse situationer uden mig...gad vide om det ikke i sidste ende også er sundt for mig ;)

Vi har lavet en aftale på arbejdet om at vi arbejder længe mandag og onsdag, hvor vi tager en 12timers dag og arbejder normal tid de øvrige dage. Det betyder at drengene skal klare sig selv mandag og onsdag. Og det skal nok gå...

Jeg var ellers begyndt til svømning for gravide om mandagen, men må give afkald på dette i noget tid. Jeg forventer at overarbejdet stopper igen omkring påske...

torsdag den 7. februar 2008

Natteroderi

Endelig!

Nu er der uomtvisteligt liv at mærke fra bebse. Problemet er bare at bebse sover dagen væk og roder rundt om natten. Jeg mærker ikke meget til den om dagen, der gemmer den sig længst bagud i maven, så jeg ikke trykker på den mens jeg sidder på min kontorstol. Men når jeg ligger i min seng og trænger til ro, så er der pludselig dejligt meget plads at boltre sig på at det skal da udnyttes...De sidste 2 nætter er jeg blevet vækket af "bøllebank". Bebse tæsker og sparker løs på indersiden.

Det er da dejligt nok at mærke liv, meeeen behøver det være om natten? Og i en sådan grad at jeg vågner af det?

Og så håber jeg godt nok ikke at det er en fast indgroet vane hos bebse, der fortsætter når den ikke længere putter sig i maven, men skal ud til os. Puha, jeg synes at vi har haft vores del af natteroderi med Mathias. Så bebsen må meget gerne være dygtig til at sove OM NATTEN!!!

mandag den 4. februar 2008

FASTELAVN 2008

I morgen skal Mathias i legestue med sin dagpleje og der holder de fastelavn - udklædt og det hele!!!

Og jeg kunne jo på ingen måde risikere at være verdens værste mor og lade Mathias være den eneste, der ikke er klædt ud. Derfor måtte jeg et smut i legetøjsbutikken og se hvad de havde. Egentligt var planen at han skulle være sørøver eller cowboy eller et eller andet, hvor han kunne have sit eget tøj på med en ekstra lille twist. Men det blev altså dette hundekostume, som han faktisk er glad for. Og det var en lettelse for jeg havde vitterligt regnet med at han nægtede at tage det på, hvilket han da også gjorde med den hundehat, der hørte til (men det havde jeg også forventet).
Jeg har prøvet at lære ham at sige "fastelavn", men det er blevet til: "faster min havn", hvad end det betyder :)

Sne

I weekenden faldt en smule sne - en ganske lille smule.
Men det var nok til at både Mathias og hundene gik helt og aldeles i selvsving :)

Sneboldene føg rundt omkring og det var rigtigt hyggeligt. Vi kunne bare ikke være ude så længe, for små handsker bliver hurtigt våde og små fingre bliver hurtigt kolde.