mandag den 28. juli 2008

Lidt nyt

I dag er Kamille 12 dage!

Og jeg kan afsætte en smule tid til at blogge lidt...

Vi har fået verdens sødeste, lækreste og nemmeste lillesøster. Hun gør ikke meget væsen af sig og sover så godt at man skulle tro at det var umuligt at være så heldig.

Nogen kan måske huske at jeg tit har sagt at barn nr. 2 skulle være nem, sove godt og aldrig være syg, hvis det bare skulle gå nogenlunde lige op i forhold til Mathias. Og indtil videre ser det ud til at "nogen" mener at vi har fortjent at slippe lidt lettere denne gang - og heldigvis for det. Selvom Mathias jo faktisk er kommet ud på den anden side og er blevet en skøn knægt (med de sædvanlige drengenøkker), så ville det snart ikke være fair at jeg skulle sove så lidt igen og gå så meget til læge og gi' så meget medicin igen.

Kamille sover 2 lange lure i løbet af dagen, så bare jeg organiserer mig godt, kan jeg nå det meste dér (f.eks. gøre aftensmaden klar, så det bare er at tænde for varmen). Fra 16 - 17 tiden er hun meget vågen og vil kun 1 ting frem til kl. 22 og det er at spise spise spise. Det gør hun så med små pauser, hvor hun sover (ca. 10 - 15 min. af gangen). så om aftenen er jeg temmeligt bundet og derfor prøver vi også at undgå at skulle noget om aftenen, da det ikke er så fedt at være hjemmefra med et bryst konstant i munden på en baby ;) Hun sover så fra ca. 22 - 22.30 til kl. 03 og spiser i ca. 20 min. hvorefter hun sover til kl. 07, hvor storebror også står op, så det er jo vældigt godt "timet". Jeg er simpelthen frisk og kan sagtens springe min middagslur over :D Hvem havde troet det....????

BARNEDÅB
Den 24. august har vi barnedåb og hendes fulde navn er nu vedtaget:

Kamille Alberte Kodal Hansen

Alberte hedder hun efter min far, der hed Albert til mellemnavn. Det er min måde at holde mindet om min far i live på. Selvom jeg aldrig mødte ham har han en plads i mit liv.
Lige et foto af min sovende engel...
BYGGERI
Der sker en masse på vores byggeri og en af de nærmeste dage skal jeg nok lige afsætte tid til en opdatering på byggebloggen...følg med!

torsdag den 17. juli 2008

3 ryk og en aflevering - en fødselsberetning

Tirsdag den 15. Juli er jeg 40+4 og har en tid ved JM ved 16-tiden. Jeg har min mand og søn med – en rigtig familietur. Hun mærker og føler og vurderer alt fint og bemærker at jeg nok får min vilje og ikke får en kæmpebaby, da hun vil skønne baby til 3300 g (vurderet til 3200 g i 38+4). Vi taler en del om hvad der sker, når man når til 42+0, da jeg efterhånden har opgivet at fødsel går i gang af sig selv.

Efter JM tager vi ud at handle, hvor jeg har et par plukveer, der dog føles lidt underlige.
Da vi triller ind i vores gårdsplads omkring kl. 17. får jeg endnu én, der får mig til at sige at ”det kunne da lige passe at det går i gang nu lige efter JM-besøg”.

I de næste timer kommer der flere og de er regelmæssige – varer dog kun ca. 15 sekunder og kommer kun hvert 15. minut. Jeg er skeptisk, da min krop har drillet en del i de sidste mange uger. Men et eller andet sted vidste jeg nok godt at det var nu.

Kl. 20 beslutter vi at køre den kommende storebror over til mine svigerforældre, så han kan sove der. Min svigermor er temmeligt spændt, så jeg formår at skjule de par veer jeg har mens vi er der. Vi siger også at det bare er for en sikkerheds skyld, da det sagtens kan gå i sig selv igen.
Min mand får til opgave at holde styr på intervaller og varighed og så kaster jeg mig ellers over vasketøj, oprydning, rent sengetøj osv… Det skulle jo være rart at komme hjem igen. Jeg tror efterhånden ikke på at det går i sig selv. Omkring 20.30 ringer jeg til fødegangen og siger at jeg nok kommer i løbet af aftenen eller natten, men vil bare vide hvornår de vil se mig, da det gik hurtigt sidste gang (4 timers aktiv fødsel). JM i telefonen har lidt svært ved at tro det da jeg lyder meget frisk – hvilket jeg faktisk også er. Jeg får at vide at jeg skal komme når der er 8 min. i mellem og de varer ca. ½-1 min eller de begynder at bide for alvor.
Ved midnatstid, tør jeg ikke vente længere. Veerne har taget et spring og kommer med 5 min. i mellem i stedet for 10 min. men varer dog kun 15-20 sek. og bider ikke rigtigt – jeg kan sagtens puste mig igennem det. Jeg kan dog mærke at det trykker godt nedad under veerne, så jeg vurderer at det er bedst at tage af sted. I telefonen med JM undrer hun sig og siger at vi er velkommen til at kigge forbi, men måske får lov at køre hjem igen. Det er nemlig typisk at man bliver overnervøs, når det er gået lidt stærkt første gang…
Ca. 00.50 er vi i Esbjerg – turen derind var ganske udholdelig.
Jeg bliver undersøgt kl. 01. og er 4 cm åben. Det er jeg ganske godt tilfreds med når man tænker på at jeg faktisk ikke synes det gør vildt ondt endnu. Vi får en fødestue – faktisk samme som da storebror kommer til verden og jeg beder om at få lavement og badekar. Badekaret må jeg ikke komme i før jeg er 5 cm åben, så JM trækker det lidt. Min mand siger at nu når jeg det i hvert fald ikke til kl. 01.33, hvor vores søn er født og det garanterer jeg ham at det kan jeg ikke nå.
Jeg står under bruseren og veerne bliver bedre og bedre, men jeg har rigtigt godt styr på vejrtrækningen og puster mig igennem det. JM kommer ind ca. 01.45 og siger at badekaret er klar og jeg lige skal prøve at tisse inden jeg hopper i. På toilettet får jeg en vild ve, der er lige ved at gøre mig panisk, for den er godt nok svær at puste sig igennem. Da jeg rejser mig er toilettet fuld af ”tegnblødning” og jeg synes ikke rigtigt veen vil slippe igen. Jeg snupper lige én til af samme slags ve inden jeg begynder ”turen” ind til badekaret. Og på kanten af badekaret kommer 3. vilde ve. Jeg tager mig sammen og kravler op i karet kl. 01.55 og sætter mig på knæene. JM vil undersøge hvor udvidet jeg er, så hun vil gerne ha’ mig ned at ligge, men inden jeg når noget som helst kan jeg mærke at vandet går i en stor skylle. Det når jeg kun lige at sige højt og så kommer pressetrangen. Jeg råber: ”Nu kommer babyen”, men JM vil først undersøge om jeg er udvidet nok og får mig vendt om, så jeg kommer ned at ligge. Allerede her opdager JM og min mand at det nok er unødvendigt at undersøge mig, da lillepigens hoved allerede er ude. Jeg får strenge ordre på at holde min numse under vandet for jeg er ved at kravle op under loftet, fordi JM bad mig om at gispe i stedet for at presse. Det opgiver jeg ret hurtigt og siger at nu kommer den altså…presseve nr. 2 melder sig og med 1 hånd om baby og en, der er ved at knuse min mands presser jeg ret let resten af min pige ud i verdenen – kl. 01.59 – Blot 1 time efter ankomsten til sygehuset.

Vores guldklump er meget blå og trækker kun modvilligt vejret, så da far har klippet navlestrengen, kommer hun over på bordet og bliver suget. Hun kommer over til mig og ligger lidt med iltmasken foran sig. Jeg er i mellem tiden kommet på briksen for at føde moderkagen. Noget jeg frygter, for det var ikke så lige til sidste gang. Det går dog legende let denne gang.

Lillepigens vejrtrækning retter sig fint, men for en sikkerheds skyld kommer der en læge forbi og lytter. Alt er dog i skønneste orden.
JM bemærker at vores pige ikke er ret stor og ikke har ret meget fosterfedt. Hun vejer hende – 2840 g. Vi får at vide at vi muligvis ikke får lov at komme hjem med det samme, da hun er så lille. Man vil muligvis beholde hende og supplere op på maden indtil mælken falder til. Løsningen bliver dog at JM efter 2 og 5 timer måler hendes blodsukker og hvis det er i orden får vi lov at køre. Min lille tøs sutter som en professionel og hendes blodsukker er fint. Så kl. 07. kører vi hjem.
Vores datter er meget stille og jeg skal lige ha’ lært hende at man er vågen om dagen og sover om natten og ikke omvendt. Men ellers er jeg usandsynligt lykkelig – i sær fordi hendes storebror er smaskforelsket i hende og kysser, aer og krammer hele tiden.
I dag er jeg temmelig mærket. Det føles som om jeg er blevet gennembanket, så jeg glæder mig til i morgen, der er jeg nok lidt mere frisk.
Vores datter hedder Kamille og er smuk smuk smuk.
Det blev lidt langt selv om det reelt kun var 3 kraftige veer og 2 presseveer, der skulle til.


onsdag den 2. juli 2008

Hvad laver du?

Nyder du din barsel? hører jeg tit...

Og ja, det gør jeg da, så meget man nu kan når det gør pisse ondt!
Min venstre isikiasnerve har bare sat sig fast, så jeg praktisk talt ikke kan gå :(
Heldigvis slipper den taget ind i mellem - bare sådan et par timer, så jeg da kan gå lidt rundt, men i den tid er jeg da mega øm.

Desuden er jeg en hval - og nu er barnet så stort at det for alvor trykker på lunger og hvad der ellers normalvis er plads til. Så jeg bliver forpustet bare af at synge godnatsang for Mathias :P Og enhver bevægelse kræver oceaner af kræfter. Men men men det er jo sådan det skal være - og måske er det indrettet sådan så kvinden bliver klar til at føde - for hvordan går det ellers til at gravide går og længes efter veer....?

Når jeg ikke har for ondt skynder jeg mig at planlægge tid med Mathias. Derfor har vi netop i dag været i Legoland (vi har jo sæsonpas). vi var der i ca. 3 timer, så kunne jeg ikke gå længere, men Mathias var faktisk også mæt af oplevelser og is, så turen gik uden protester hjemad. Hjemvendt tog vi lige en 2 timers middagslur og gjorde derefter kål på resten af madpakken.

Det var rigtigt dejligt at være sammen med Mathias på den måde, for måske sidste gang mens han er enebarn (jeg knuse-elsker ham simpelthen).