Lidt nyt om "blomsten"

Jeg har svært ved at forstå, hvordan jeg nogensinde har haft tid til at passe et fuldtidsarbejde. Min barsel flyver bare afsted. Planerne om at arbejde hjemmefra under barslen er skrinlagt og nu er jeg mere end 100% tilstede for mine unger...jeg synes stadig det er lidt underligt at jeg er mor til 2 - eller i det hele taget: "mor". Hvem i alverden har fået den sindsyge idé at give mig ansvaret for at forme 2 liv, 2 hele velfungerende mennesker og skabe 2 gode barndomme??? Og på den anden side...så kan det jo ikke være anderledes! Mathias og Kamille har ligget og ventet på mig hele mit liv - bare ventet på at jeg skulle snøvle mig færdig med uddannelse, fester og at blive voksen, så de kunne komme "hjem". Det har altid været bestemt at vi skulle være sammen. Lige som det altid har været bestemt at Brian og jeg er rigtige for hinanden. Om jeg tror på "den eneste ene"? Kald mig bare naiv og håbløs romantiker, men ja! Jeg tror i høj grad på den eneste ene. Men måske ikke på den gammeldags facon...Jeg tror også at vi skaber vores eget liv, men først og fremmest, tror jeg på at jeg aldrig reelt har haft noget valg; skulle jeg være lykkelig, måttet jeg tage Brian i hånden den dag for over 11 år siden! Og ja, jeg er sgu' lykkelig. Ikke smækforelsket som for 11 år siden, men godt og grundigt lykkelig uden dikkedarer og med stor kærlighed til Brian og det vi har og det vi har skabt.

ej, undskyld!
Jeg ved sgu' ikke lige hvorfor I skulle ha' sådan en smøre. Beklager...og lover at jeg nok skal skrive trivielle hverdagsindlæg i det næste lange stykke tid.


For 14 dage siden havde vi besøg af kommunens børnefysioterapeut, da vi havde bemærket at Kamille var lidt stram i venstre arm. Resultatet blev at hun troede at Kamille måske var lidt spastisk i armen. Jeg skulle tage til læge, som kunne sende hende videre til undersøgelser på sygehuset, hvis han anså det for nødvendigt. Men jeg skulle ikke skynde mig til læge, men kunne bare gøre det en gang ved lejlighed....Yeah right! Hvad tror du selv???? Jeg fik en tid næste dag ved vores familielægen, der tog sagen alvorligt, men sagde ordene, der næsten fik mig til at tude: "Det der synes jeg du skal glemme ALT om!" Han kunne altså slet ikke genkende spastiske træk hos Kamille, men lovede at være opmærksom på det ved kommende undersøgelser. Han sagde også at skulle han tage fejl, ville det være så lidt at hverken vi eller han kunne se eller mærke noget til det.



Så freden er genetableret og min Kamilleblomst er stadig en helt igennem perfekt lillesøster!



For at gøre noget ved den stramme arm, har jeg taget i mod rådet om at prøve Kranio Sakral Terapi. Og det virker...go figure!!!