og det er den lyd en påfugl kan udstøde, når den ikke kan finde sin makker...
Ah men, det bliver sgu' snart ikke mere underligt. I går aftes spankulerede der pludseligt 2 påfugle rundt om vores hus. Hvor de kommer fra ved jeg altså slet slet ikke...? De fortsatte deres vandren ud over markerne. Og så var de væk igen, troede vi!
I nat kl. 04.30 vågnede vi til "verdens værste lyd" og hvis jeg kunne gengi' den her ville jeg gøre det, tro mig; det er en supertræls lyd. Lidt som om man trutter i et horn efterfulgt af et skingert skræp OG SÅ VAR DET MEGET HØJT.
Påfuglen, herefter betegnet som "kræet", truttede og skræppede længe, indtil vi stod op, for at jage det væk (Læs. jeg blev i sengen og styrede Brian ud til kræet ved tankens magt ;) ). Han opdagede at kræet var fløjet op på vores tag for ligesom at få et bedre overblik. Den manglede nemlig sin makker, som det havde fulgtes med om aftenen. Brian kastede sten efter den, for at jage den ned af taget, men selvom han ramte kræet, var denne temmeligt ligeglad og gik bare lidt længere hen ad tagryggen, mens den ufortrødent fortsatte dens HØJE trutten og skræppen.
Brian gav op og kravlede under dynen igen. Jeg ærgrede mig lidt over at min tankekraft ikke slog til længere og stod selv op, da jeg da slet ikke kunne overskue at skulle ligge vågen til den ballade fra kl. 04,30 og endnu værre ville det være, hvis det lykkedes kræet at vække mine 2 sovende englebasser.
Jeg gik ud og besigtigede situationen, Brian fulgte troligt efter - nok nysgerrig efter at se hvad jeg havde tænkt mig at gøre, nu hvor han ikke kunne få kræet ned. Jeg bad ham finde haveslangen frem...så skulle jeg dælme spule kræet ned fra taget!
Og spulet blev der, men resultatet var ikke synderligt meget bedre end da Brian havde kastet med sten. Kræet blev trods alt lidt mere forskrækket, men flyttede sig bare hen ad tagryggen indtil vandet ikke længere kunne nå. Og da jeg var tæt på at måtte erkende mit nederlag, hørte jeg kræets trutten og skræppen i stereo. Langt om længe var det åbenbart også sevet ind i kraniet på kræets makker at det var dén, der blev truttet efter. Brian og jeg gemte os en smule og lod kræ 1 og kræ 2 genforenes. Men Kræet stod stadig på tagryggen og truttede og skræppede endnu højere - nok i ekstatisk glæde over at ha' genfundet sin makker.
Og nu vandt vandslangen alligevel, for mens kræet i lykkelig trutten kiggede ned på sin makker, fik den et gevaldigt spul og så fløj den endelig ned.
Herefter får jeg mig nattens bedste griner, da jeg betragter Brian i boksershorts, træsko og termojakke løbe, som en anden gal bondemand, frem mod de 2 dumme kræ, fagtende med armene alt i mens han udstøder dybe brøl, for at jage kræene langt væk. Det så godt nok sjovt ud :)
Sådanne kræ er åbenbart ikke så lette at skræmme, men lidt væk løb de da og vi gik selvtilfredse i seng igen.
Så sig ikke der ikke sker noget ude midt på Nybymark ;)
1 kommentar:
fnis!!
Send en kommentar