mandag den 10. august 2009

Brev

Jeg har skrevet nedenstående brev til dagplejens andre børn og deres forældre. Hensigten er at afmystificere virakken omkring Kamille. Ingen ved rigtigt hvad der er med hende og hvorfor hun har været væk. Mit motto er at "med ærlighed kommer man længst" og derfor ønsker vi ikke at skjule noget.
Jeg er ret overbevist om at brevet vil blive godt modtaget - man kunne så håbe på at møde samme forståelse andre steder...men lad nu det ligge!


Kære Alberte, Sofie, Sebastian og jeres forældre

I kender mig jo allerede, jeg hedder Kamille og er lige fyldt 1 år. Jeg er fræk, kvik og elsker at lege med jer hos min dejlige dagplejemor, Jytte.


I har måske bemærket at jeg er lidt anderledes og at der sker nogle lidt anderledes ting omkring mig. Det er fordi jeg er født med noget, der hedder en cerebral hemiparese, det betyder at jeg faktisk er en lille smule spastisk i min venstre side. Det er meget forskelligt hvordan man bliver påvirket af det og for mig betyder det at jeg overspænder i mine muskler – især i armen og hånden. Jeg ved ikke hvor meget mit ben er påvirket, men det finder jeg ud af når jeg skal til at gå. For jeg kommer nemlig til at gøre alle de samme ting, som jer, kravle, gå, løbe og måske endda spille klaver…? Det kommer bare lige til at tage mig lidt længere tid at lære. Derfor træner Jytte med mig hver dag og jeg synes det er rigtigt sjovt. Nogle gange kommer kommunens børnefysioterapeut for at se hvordan jeg klarer mig og for at lære Jytte og mig nye sjove lege. Jeg er rigtigt glad for at lege med jer hver dag, for I er så sjove og lærer mig en masse nye narrestreger. Og så vil jeg jo gerne kunne alt det samme som jer, så jeg okser efter jer og det siger min mor og far er sundt for mig.

Jeg har været væk fra Jytte i lang tid nu og glæder mig til at komme tilbage. I stedet har jeg været på sygehuset, fordi jeg pludselig fik epilepsi. Lægerne siger at det tit sker når man har cerebral hemiparese. Min mor og far har været meget kede af det, fordi det vist var en dum type epilepsi, der kunne forstyrre min udvikling. Men det var der heldigvis ingen, der fortalte mig, så jeg er glad og lærer nye ting hver dag så mor og far kan se at jeg ikke har taget skade. Jeg må alle de samme ting, som jer. Der er ingenting, der er farligt for mig. Lægerne gav mig hurtigt noget medicin, som jeg skal tage hver dag og det smager heldigvis ikke af noget. Det virker godt og jeg har slet ingen anfald mere, men jeg bliver meget træt. Derfor kan jeg heller ikke lege så lang tid af gangen med jer i de næste mange uger. Min mor kommer og henter mig tidligt, så jeg kan komme hjem og sove og slappe af. Mor og far siger at jeg nok skal få lov at være hos Jytte hele dagen igen snart, men at jeg bare lige skal have tid til at vænne mig til det langsomt.

Jeg glæder mig til at lege med jer igen.

Min mor og far siger at I gerne må spørge dem om hvad som helst.

Kram fra Kamille

1 kommentar:

Lise Skriver sagde ...

Kære Heidi
jeg kigger forbi ind i mellem...nogen gange har jeg vel brug for at have nogen at føle mig normal sammen med, men det kender du vel. SYnes det er et superfint brev Kamille har skrevet til sine kammerater og deres forældre; kan kun tilslutte mig at ærlligheden hjælpe til at afmystificere meget!
Og 1000 tak for din hilsen i min gæstebog =o)