mandag den 10. august 2009

F*CK Cerebral Parese, F*CK epilepsi, F*CK usikre fremtidsudsigter...

...for Kamille trodser det hele!

Det er som jeg har sagt før; Bare Kamille har det godt, så har vi det også godt. Og i dag har vi det godt :)

Kamille udvikler sig og udvikler sig og udvikler sig og... Vi har som forældre haft det relativt let i forhold til andre i forhold til de normale ting, såsom det der med ikke at kunne ha' noget i fred i skuffer og skabe, være nervøs for om barnet skal falde og slå sig eller pille i elektriske installationer osv osv. Kamille er bare stille og roligt blevet hvor vi har placeret hende og leget med det hun nu kunne nå. Siden 4. maj har hun været mobil - hun kryber. Og det er dejligt og volder ikke de store kvaler for os. Vi har nemlig altid kunnet placere hende på en eller anden måde, der sikrede os at hun blev hvor hun var. Tro nu ikke at vi i stor stil benytter os af det, men ind i mellem er det nu rart at vide hvor hun er. Vi kunne lægge hende på ryggen - hun triller ikke. Vi kunne sætte hende på numsen - så kommer hun ingen vegne.

Nu triller hun så snart hun synes det tjener et formål - fik f.eks. ikke meget søvn i nat, for måtte utallige gange hente Kamille i fodenden af hendes seng, hvor hun lå og kaldte på mor. Middagsluren og bleskiftningen er også ved at være en farce, hvor vi ikke kan stille noget op med en pige, der bare sætter sig op igen og igen og igen. Og det med at sætte hende på numsen duer heller ikke mere...hun lægger sig da bare ned og kryber videre.

Så på det seneste er hun godt nok blevet meget mobil. MEN!!! Det vildeste skete i dag - Endnu en markant milepæl. Jeg havde placeret hende på gulvet mellem sofa og sofabord. Jeg går ganske kort i køkkenet og da jeg kommer tilbage, STÅR Kamille OP ved sofabordet - helt ved egen hjælp. Det er sgu' lige godt imponerende, taget i betragtning at hun altså ikke kravler endnu. JEG ER GLAD!!!!! :D Rigtigt glad.

Det blev lidt langt, men I er jo nødt til at kende alle de nærmere omstændigheder for at kunne danne jer et indtryk af betydningen af denne hændelse.

Tak fordi du læste med så langt...hvis du da er her endnu...hallooo...HallOOOO!!!

Ingen kommentarer: