torsdag den 22. oktober 2009

Beviset!!!

Den er god nok, det er en minibebse, der rumsterer derinde, se bare selv...

Minibebse sutter på fingre

Minibebse gnider sig i øjet og drikker fostervand

Desuden går det helt vildt stærkt med at blive tyk nu... heldigvis har jeg ikke taget på endnu. Indtil sidste uge har jeg faktisk tabt mig, så "projekt 12 år tilbage i tiden" viser -8,3kg. Søndag er vejedag og i søndags stod den på 0 - altså i den forstand at det var status quo fra ugen før - intet tabt, intet taget på :) Med Mathias og Kamille tog jeg omtrent 20kg på. Denne gang vil jeg gøre hvad jeg kan for at holde det mellem 10-15 kg. Lad os håbe at jeg ikke bliver en omvandrende vandmand, som jeg var med mathias, hvor jeg tog 8kg på på 3 uger - bare i vand. Puha, det var ikke sjovt.

Uge 19+4

mandag den 19. oktober 2009

GODT SÅÅÅÅ!!!!

Nu håber jeg dælme ikke der kommer flere overraskelser....

Var til scanning i dag for at blive lidt klogere på en terminsdag. Lægen havde ret i at jeg var langt henne, men helt rigtigt havde han nu alligevel ikke gættet.

Vi så en MEGET livlig og temmeligt stor minibebse. Så jordemoderen måtte fortælle os at vi ikke skal ha' ny baby omkring 8. april, men i stedet 12. marts!!! Det var jo alligevel SNART! Jeg er således 19+2 i dag dvs om 5 dage er jeg halvvejs i graviditeten...for S&/%%%¤##&%//# Det er sgu' da for sindsygt. Tror virkeligt at alt humlumhej'et omkring Kamille har tæret så meget på mig og krævet så mange tanker at jeg intet overskud har haft til at mærke efter. Derudover kunne hun se i dag at jeg har foranliggende moderkage (altså moderkagen ligger lige under maveskindet og de cm fedt, der nu måtte være) og det virker som en stødpude, så der går noget længere tid inden man kan mærke bebsens bevægelser.

tja, men det var vel det for denne gang...ikke flere overraskelser til mig, tak!!!

torsdag den 15. oktober 2009

Først en travl weekend og så en spændende mandag

Det bliver en travl, men GOD weekend :)

På lørdag holder Mathias børnefødselsdag for nogle unger (og deres forældre, så vi også har lidt underholdning ;) ). Det bliver da hyggeligt med liv og glade dage - det er helt sikkert.

Søndag skal vi til fødselsdagskaffe i anledningen af Tante Diana's fødselsdag. Det glæder vi os også til.

Men så glæder vi os også en del til mandag, hvor jeg langt om længe har fået presset en terminsscanning igennem.

Det bliver spændende at se den lille slå kolbøtter og vinke ud til os.

Det bliver MEGET spændende at se hvor langt jeg egentligt er henne og hvor god min læge er til at gætte. Hans gæt på en terminsdato er 8. april!

Og så bliver det interessant om de kan nå at lave nogen form for risikoberegning i forhold til handicap eller andet. Det er for sent at gøre noget ved noget som helst, men det vil være rart at vide om vi skal forberede os på at skulle bære mere end vi allerede gør...

Så alt i alt bliver mandag spændende og jeg er glad for at der er en fuldt booket weekend til at slå ventetiden ihjel :)

lørdag den 10. oktober 2009

bare en lille bitte nyhed...

Som min veninde beskrev det: "Det hele sker da også på en gang hos jer - både det dårlige og det gode". Og jeg måtte svare hende at ja, vi lever temmeligt intenst for tiden...

Når vi fortæller det til familie og venner er reaktionen sådan set den samme over hele linien: De griner - faktisk sådan helt fjantet.

Jeg er helt uplanlagt blevet gravid....MEGET uplanlagt!

Det var sådan set et ret stort chok for os. Også fordi det passer så pisse dårligt ind i vores liv lige nu. Helt ærligt, de fleste af jer kan nok forstå at vi har en del løse ender i forhold til Kamille og også i forhold til at jeg står uden job. Det er svært nok at få et arbejde som marketingkoordinator, når man ikke kan arbejde fuld tid (pga. 6 timer ugentligt til fys og ridefys med Kamille) og det bliver jo noget nær umuligt når man oven i købet er gravid - jeg er jo ikke lige frem en stor gevinst for en virksomhed lige nu (det er jeg jo under normale omstændigheder - jeg er jo knalddygtig ;) ).

Men som om det ikke var chok nok, så siger lægen så at jeg er laaangt henne - nok omtrent 14-15 uger (til info så er man gravid i 40 uger!). WHAT!!!!
Dejligt at jeg har overstået de første 3 frygteligt måneder uden tegn på kvalme, træthed eller de sædvanlige bækkenproblemer, men noget af et chok at man som 3. gangs gravid kan gå så langt uden at opdage det... En veninde mente at jeg nok har haft rigeligt at tænke på den seneste tid... Og det kan der jo være noget om.

Så nu venter en terminsscanning. Det får man ikke normalt - kun når man ikke har den fjerneste anelse om hvornår det er sket og hvornår baby kunne tænkes at melde sin ankomst. Denne scanning forventer jeg ligger om ca. 14 dage... Temmeligt spændende!!!

Nu hvor chokket har lagt sig lidt, så er vi da meget glade og ser frem til lyden og duften af ny baby hjemme hos os igen (men tro mig, så er det dælme også slut med små babyer - 3 børn på 4½ år, så er min pligt vist gjort).

Mathias siger at det skal være en lillebror, for vi har jo allerede en lillesøster - LOGIK! Han mener også at lillebror skal hedde Oscar... (jeg vil gerne opfordre til en lille afstemning i kommentarfeltet - kan man kalde sit barn for oscar???). Sødt at han har en mening om det :)

Ja, det var bare vores lille bitte nyhed :)

tirsdag den 6. oktober 2009

Kamille in action :)

Endelig lykkedes det mig at fange Kamille på video, mens hun kravler :)

Og bonus er at hun kravler med hundes legetøj i hånden, så det siger piv piv igennem hele filmen.

ENJOY!


søndag den 4. oktober 2009

Mathias 4 år!

I går havde Mathias fødselsdag og blev 4 år!!!
Det er jo i sig selv helt vildt at han er så stor. Jeg tænker tilbage på hans fødsel og hvor lækker han var, da han kom på neonatal og lå i kuvøse i mange dage med dobbeltlys for hans stærke gulsot (pga immunisering mellem hans og min blodtype), der farvede ham helt gul og senere hen bare mørk; jeg tror han var tæt på et år før han fik sin almindelige blege kulør. Alle synes han var meget solbrun (men mine børn bliver kun udsat for stærk sol i MEGET begrænset omfang...). Jeg tænker på de mange indlæggelser og utallige sygedage han havde i sine første 13-14 mdr., på hvor hurtigt han begyndte at tale efter han fik dræn i som 9 mdr., at han sagde mange ord som 1 årig og nærmest flydende som 2 årig og i dag er han vurderet til at ha' et sprog og sprogforståelse som en 6 årig. Jeg tænker på hvor klog han er, jeg tænker på hvor kærlig han er - over for alle og i sær sin søster. Jeg tænker på hvor højt jeg elsker ham og hvor hurtigt 4 år kan gå...

Her er et billede fra i går morges, hvor han ikke en gang er stået ud af sengen endnu før han har sit nye fodboldtøj på :) (På ryggen er trykt: MATHIAS DAVID). Han havde det på hele dagen i går, han har sovet med det i nat og den eneste grund til at han ikke har fodboldtrøjen på i dag er at han spildte på den, så den er til vask - han har stadig shorts og fodboldstrømperne på ;)
Her får søster et bisous, som tak for hendes gave til ham :)
Han havde en dejlig dag. Han var glad for de mange mange gaver og gæster og er allerede begyndt at glæde sig til den børnefødselsdag han skal holde for 10 børn (0g deres forældre) om 14 dage :)