søndag den 26. december 2010

Ungernes julegaver "in action"...

Kamille har fået keyboard af Onkel Marck og Tante Diana og hun synes det er ret sjovt. Tit står hun og synger ind i mikrofonen: "Åh, Mille synger - synger Mille, åh" Så nu kender I teksten. Så er der dømt "Sing-Along", når I ser videoen :P


Mathias har længe ønsket sig dykkerbriller. Kamille og Kristian har foræret ham et par ægte speedo og de er meget populære. Se bare her... :)

mandag den 20. december 2010

OPERATION

Totalt taget med bukserne nede og helt og aldeles som et uventet chok kommer det for os at vores Solstråle nu skal opereres :(

Vi har i dag været til børneortopædkirurg med henblik på at få en vurdering af Kamilles spastiske fod, da den drejer en del ind ad.
Vi har helt klart forventet at hun bare skulle ha' et lille indlæg i sin almindelige sko. Men han melder hurtigt ud at han sjældent har set en sene, der er så stram som den hun har hen over foden. Det der undrer ham mest er at det kun er den sene, der er stram og at hendes akillessene ikke er stram. Han spurgte flere gange om hun virkeligt ikke går på tæer eller heller aldrig har gjort det. Men det har hun aldrig gjort, heldigvis. Han fejede hurtigt af bordet at et indlæg kunne hjælpe.
Der var 3 muligheder:
1: Botox
2: operation
3: skinne (men den troede han faktisk ikke selv helt på!)

Vi ønsker ikke at give Kamille botox (uden på NOGEN SOM HELST måde at kritisere jer, der vælger botox). Så derfor bliver det operation - allerede i januar eller februar!!!

Jeg vil gerne forklare at vi absolut ikke synes det er fedt at lægge Solstrålen under kniven, men vi er bange for botox i sær pga en italiensk undersøgelse, der viser at botox IKKE kun virker lokalt, men at der der i mod kan påvises rester af det i hjernen efter behandling. Vi taler altså om nervegift, der vandrer i kroppen og muligvis påvirker hjernen. NEJ TAK!!!

Derudover er vi jo så heldige at ha' et reelt valg. Havde han sagt at han ikke kunne se at andet end botox kunne hjælpe, så havde vi jo nok alligevel valgt det til. Og sidst men aller mest vigtigt, så ville botox kun være operationsudsættende - altså han siger at han ville gi' hende botox indtil det ikke virker på hende længere og så ville hun skulle opereres - måske om et par år. Det gør jo valget betydeligt lettere. Ved at vælge operation nu, undgår vi botox og alt det besvær der er omkring det. Det kan da godt være det ikke er sidste gang hun skal ha' den sene forlænget, men det skal i hvert fald ikke gøres så tit som botox.

Så ja!!! Operation først i det nye år, efterfulgt af gips i 3 uger og genoptræning.

Min lille trunte. Hun er sgu' da kun 2½ år - øv :(

lørdag den 13. november 2010

Sidste nye billeder

Det går jo så stærkt og ungerne bliver så hurtigt store. Derfor skal I da også lige få lov at få et kig med og se hvor store de faktisk bliver.
I kronologisk rækkefølge :)
MATHIAS DAVID
5ÅR KAMILLE ALBERTE
2 ÅR 4 MDR
Kamille har været sløj i en uge og der skal ikke så meget til at få tårerne frem for tiden
KRISTIAN GABRIEL
8 MDR
Kristian har været på afvænning hos sin Mi. Og nu driver han ikke længere sin mor til vanvid, men er langt det meste af tiden en sød, glad dreng, der sover som de fleste babyer gør (i modsætning til hvad han har gjort indtil nu :( ) og spiser fint (i modsætning til hvad han har gjort indtil nu!!!). Jeg er sindsygt taknemlig for at min mor kunne tage ham hjem til sig lige den dag, da alt bare var for meget og at det har gjort SÅ stor forskel er bare vildt skønt :)


tirsdag den 12. oktober 2010

STATUS: Kamille 2 år!

Det slår bare alle rekorder :)
I kan dælme godt finde de brede smil frem for her kommer solstrålehistorien om min Solstråle Kamille...

I husker vel at hun desværre pga en blodprop i hjernen kort før fødslen fik en hjerneskade, der har gjort hende spastisk i venstre side af kroppen?!! Vores liv har været mildest talt turbulent i de sidste 2 år pga den skide hjerneskade, medfølgende handicap og rædselsfulde epilepsi, der truede med at gøre hende mentalt retarderet. Det var helt umuligt at forudse at vi i dag - bare 2 år efter - står og føler at vi kan sige at vi har en helt almindelig pige på 2 år, der gør alt det samme, som andre børn på 2 år :D

Kamille er noget særligt!!!Hun påvirker alle, der ser hende - ingen kan kigge på hende uden at føle en varme brede sig i kroppen. Hun er en solstråle i krop og sind.

Da hun startede i dagpleje omkring 10mdrs alderen kunne hun intet andet end at ligge på maven på gulvet og sno rundt om sig selv. Kort efter begyndte hun at krybe. Da hun var 14 mdr. begyndte hun at kravle - hvilket uden tvivl var resultatet af ridefys - hun overraskede alle professionelle omkring hende, der ikke havde regnet med hun ville kunne dette før læænge efter. Da Kamille er 14½mdr finder jeg ud af at jeg er gravid i 17.uge og nu går jagten ind på at hun skal få gangfunktion inden babyens ankomst. Den 8. marts (kamille er 20mdr) - 4 dage før min termin konkluderer vi at hun ikke når op at gå inden babyen kommer, da det stadig har lange udsigter - hun er ikke stærk nok endnu. Dagen efter den 9. marts rejser Solstrålen sig op og går 5 hele skridt SELV. Samme aften går hun fra den ene ende af stuen til den anden. Fantastisk!!! Lillebror Kristian er født den 13. marts - så hun nåede det :)
Siden er det gået vildt stærkt. Solstrålen har udviklet sig så vildt - vi har været oprigtigt bekymrede for om hun var alderssvarende intelligensmæssigt, men nu bliver vores bekymring gjort til skamme. I sær efter hun blev trappet ud af den aggressive epilepsimedicin i januar har hun rykket sig meget. Hun har været længe om at udvikle sprog, da hun jo har fokuseret på motorikken, men nu har hun fået hul på bylden og ordene står i kø... :)

Vi har bøvlet meget med hendes spisning - eller rettere mangel på samme. Men efter kyndig vejledning fra Kolding sygehus har vi knækket koden og hun spiser nu varieret og lidt større mængder end tidligere - hun spiser nu, for det meste, mere en 4 pastaskruer til aften... vigtigst er at hun faktisk er blevet glad for mad og ikke længere ikke kan holde ud at røre ved det og heller ikke længere afviser mad blot ved synet af det.

Kamille er kommet så langt mod sit handicap, at hendes far og jeg ikke længere føler at vi retfærdigvis kan sige at vi har et barn med handicap - selvom det er det der står i hendes laaange journal - et livsvarigt handicap. Men Kamille er sin egen og ligger ikke under for diagnoser og prognoser :)

Hun er netop begyndt til ALM forældre-barn gymnastik og jeg tror faktisk ikke at nogen af de andre forældre eller børn bemærker at der skulle være noget anderledes ved min Solstråle. Forældrene til 2 nye børn i hendes dagpleje blev meget overraskede da de blev informerede om at hun tæller for 2 pga handicap - det havde de ikke bemærket på trods af et timelangt møde med Kamille rendende rundt om sig.

Vi har gennemgået 2 rædselsfulde år (med flere lyspunkter dog :D ) og ikke mange har kunne forstå dybden af vores sorg og angst. Men nu får vi "pengene igen", for ikke mange kan forstå højderne for vores glæde og stolthed, når vi ser på vores Solstråle. Vi lever ikke et gennemsnitsliv, men hvem vil også det, når euforien kan gennemruske os på den her måde?!!

Og desuden så er Kamille 2 år - 85cm (voksede 8 cm fra april til juni!!!) og vejer 10,4kg (laaaangt om længe er vi kommet på 2cifrede tal :D ) Hun er en lille fin fransk model, siger hendes fys :)

(På billedet ses hendes knyttede spastiske hånd)
Tak, fordi du læste med så langt
Kram, Heidi

mandag den 27. september 2010

skulle hilse..

ja, jeg skal lige hilse fra Kristian og sige at det er kæmpe fedt at kunne trille rundt og rundt og rundt - både den ene og anden vej. Sikke man kan komme omkring og udforske :)

mandag den 20. september 2010

Gymnastik

Jeg ved godt det er lææææænge siden.

Har været nede at vende med en snert af stress (ja, jeg ved godt jeg er på barsel....). Det er en lang historie og jeg orker faktisk ikke at brokke mig over det lige nu. For lige nu er jeg bare så glad :D

Kamille begynder til helt almindelig regulær normal forældre-barn gymnastik i aften :D

I kan umuligt begribe hvor fantastisk det er at hun kan deltage i noget motorisk på næsten lige fod med "almindelige" børn. Hun begyndte at gå 9. marts i år og nu skal hun dælme til gymnastik :)

Jeg kan ikke sætte ord på...
og I vil ikke kunne forstå....

men det er også lige meget bare I kan glædes med os! :D

lørdag den 26. juni 2010

Nervøs

Jeg er ret nrvøs for tiden...

Nervøs for at der skal opstå noget med Kamille! Som jeg har skrevet i mit tidligere indlæg, så går det bare rigtigt godt for tiden og Kamille er en næsten helt normal tøs, der volder os næsten helt normale bekymringer.

Men bare der er det mindste bliver jeg bange og får ondt i maven. Hun skal bare kigge forkert, være stille for længe, lave en lyd mens hun sover...eller...hvad som helst....

Kamille har det godt og der er absolut intet der berettiger min nervøsitet!

Jeg tror jeg har det sådan, fordi jeg er bange for at det er FOR GODT TIL AT VÆRE SANDT, jeg er bange for at det går galt igen.

Jeg må prøve at lægge det bag mig, for det er absolut ikke rart at være bange hele tiden. Jeg må prøve at tro på at det faktisk er vores tur til at ha' det godt.

Underlig blandet følelse

Jeg synes 2010 har behandlet os godt!

Jeg synes at vi lige nu er ved at komme på fode igen og at vi nærmest kun har HELT ALMINDELIGE bekymringer. Og det er jeg bare så taknemlig for.

Og så alligevel...var til Kranio Sakral Terapi med lille Kristian pga en (ufarlig) stram halsmuskel og får den idé at næste gang han skal afsted skal vi ha' en dobbelt tid, så jeg også kan få en tur. Føler mig lidt fysisk brugt - det er jo hårdt at slæbe for/på 3 unger. Jeg ligger ikke mere i det end almindelig slidtage og træthed.

MEN da hun med stille stemme og direkte øjenkontakt siger at hun bare så godt kan forstå at jeg er træt med alt det vi har været igennem de sidste 2 år (m. Kamille og generelt), er jeg bare lige ved at knække sammen og tude :S

Det kom bare HELT bag på mig! Både at en fremmed kunne se mig så klart og vise mig helt ukompliceret medfølelse og at hun havde ret - altså at jeg ikke er ovre det, at det stadig sidder i mig og slider. Det tog lige pusten fra mig!

Men faktum er dog at DET GÅR GODT for tiden :)

søndag den 20. juni 2010

It's official!!! :)

Nu kendes han også af det officielle Danmark som:

KRISTIAN GABRIEL KODAL HANSEN
Og vi havde en skøøøn dag :)


(Tænkte f.eks. kun på Kamilles "epilepsi-risiko" 3 gange i dag - et meget godt tegn på at tiden gik godt blandt gode mennesker :D )

tirsdag den 8. juni 2010

Kamille kalder på hunden

Her kalder Kamille på Sally :)
Det lyder lidt sjovt, men det virker - få sekunder efter jeg slukker kameraet, kommer Sally hen til Kamille :D

Grunden til dette indlæg er at vi koncentrerer os en del om hendes sprog for tiden - og faktisk ser det ud til at hun begynder at rykke lidt. Videoen viser i hvert fald meget godt at hun prøver at sige ord - hvis man hører godt efter kan man høre at hun siger "ali" :)

mandag den 7. juni 2010

I dag for 1 år siden

Sidder med min solstråle, der vil kysse og kramme, på skødet og skriver dette :)

I dag for 1 år siden ramlede min verden.
I dag for 1 år siden blødte mit hjerte.
I dag for 1 år siden lærte jeg angsten at kende.
I dag for 1 år siden forsvandt jorden under mig og jeg faldt og faldt.
I dag for 1 år siden troede jeg ikke på fremtiden.

I dag for 1 år siden blev min solstråle så underligt stille, vendte det hvide ud af øjnene og krampede.
I dag for 1 år siden blev min solstråle indlagt med epilepsi - infantile spasmer (Wests syndrom).
I dag for 1 år siden fandt vi ud af at vores solstråle havde 85-90% risiko for at blive mentalt retarderet af sin nye sygdom.
I dag for 1 år siden fik vi at vide at hvert anfald gjorde hende skade.
I dag for 1 år siden fik vores datter anfald hver gang hun vågnede efter søvn.
I dag for 1 år siden var vi ved at kaste op af angst, hver gang vi tog solstrålen op af sengen eller barnevognen.
I dag for 1 år siden troede jeg alt skulle stoppe her!


I dag er vi længere end vi overhovedet havde turde håbe på.
I dag er min solstråle i de 10-15%, der kommer ud på den anden siden UDEN mén.
I dag er hun medicinfri og diagnosen fremgår ikke længere i journalen.

I dag prøver vi at leve med visheden om at hun med overvejende sandsynlighed får en ny type epilepsi.
I dag ved vi ikke om epilepsien dukker op i morgen eller om flere år.
I dag prøver vi at lade være med at tænke på at hun ligger i risikogruppen til at få nogle af de rigtigt grimme epilepsityper, der igen kan rive alt håb fra os.

Men i dag er det svært!
og i morgen smiler vores smukke Kamille til os og vi kan igen presse tankerne i baggrunden om hvad der skete i dag for 1 år siden.

tirsdag den 11. maj 2010

Baby

Min lille Kristian
Beklager billedkvaliteten - jeg ved ikke lige hvad der er gået galt. Men det vigtigste er vel også de dejlige babylyde :)


mandag den 26. april 2010

Arverækken...


Her er de så...arvtagerne i dynastiet Kodal Hansen.
Lillebror Kristian har lige haft besøg af sundhedsplejersken og som man nok kan se på billedet, så mangler han ikke noget :P
Han vejer nu i en alder af 6 uger 4600gram og er 58cm lang. Han tager altså ca. 41gram på om dagen :D En tommelfingerregel er at spædbørn skal tage 25g. på pr. dag, så han følger godt med ;)
Jeg er så stolt at mine unger. De er så søde ved hinanden (når de ikke lige slår eller skriger ;P ) og er så dygtige. De viser så stor social forståen og kærlighed. De er bare noget helt særligt og jeg elsker dem så højt.
Og I andre må jo bare lære at leve med at jeg har de kønneste unger :)

onsdag den 7. april 2010

smuk smuk og skøn - synes jeg :)

Bare lige et par enkelte billeder af et par af mine børn - ingen af storebror i denne omgang desværre.

En sovende engel
Man er vel aldrig for lille til at ta' en lur på sansegyngen, mens det stille vugger...?!!!

Kamille er intet mindre end begejstret over at kunne gå.
Hun elsker det og gider ikke kravle mere - hvorfor også når man kan gå :) Vi kan godt se at når vi når til aften er hendes gang påvirket og hendes ben er trætte. Men hun skal nok få det trænet op!


Kamille forsøger at charme sig ind hos fotografen - og det gør hun vist meget godt!

fredag den 19. marts 2010

Fødselsberetning!

Her er historien om Kristians fødsel.
Den er med detaljer og alt hvad man kan ønske sig...eller hvis man er mand eller lidt sart, så er det måske mere end man ønsker sig ;) Så må du lade være med at læse med her...


På trods af at jeg først opdagede at jeg var gravid, da jeg var i 17. uge var jeg temmelig utålmodig allerede fra uge 37+0, hvor barnet anses at være født til tiden. Jeg havde ellers forsvoret at jeg ville blive utålmodig, men jeg er bare så dårlig til at være gravid. Godt nok var lægen ikke enig med mig, for jeg havde super flot blodtryk og alt forløber som det skal. Men jeg får vand i benene og meget ondt i bækkenet, så jeg bliver så træt af at være gravid at jeg længes efter veernes smerte.

Da dette var min 3. graviditet bliver jeg, som det er normalt for 3. gangs gravide, i ugerne op til termin snydt flere gange af drilleveer og flere gange er jeg overbevist om at nu er det ”nu” og at dette da ikke kan gå i sig selv igen. Dagen inden fødslen og faktisk på terminsdagen, er jeg så sikker at jeg endda siger til min mand at han nok skal regne med at få tidligt fri. Men ak, det går i sig selv!

Lørdag den 13.03.2010 på præcis sammen tid som dagen inden, nemlig kl. 04.30 får jeg plukveer, der bider lidt mere end normalt. Præcis som dagen før, hvor det stoppede igen, så jeg troede ikke rigtigt på at det blev til mere. Plukveerne bliver ved og op ad formiddagen ser jeg slim i blandet lidt lyserødt, desuden begynder plukveerne at blive regelmæssige med ca. 15 min i mellem. Så nu tror jeg på at det bliver i dag.

Sådan går hele formiddagen og det meste af eftermiddagen – regelmæssige plukveer og slimproppen, der langsom glider ud. Først hen mod kl. 16 begynder plukveer at blive erstattet af veer. Det er stadig ikke noget, der gør ondt, men jeg kan godt mærke at jeg nærmer mig fødslen.
Storebror er til gymnastikopvisning med hele familien, men den kommende storesøster er temmelig syg og jeg bliver derfor hjemme med hende. Efter gymnastikopvisningen kommer hele familien hjem til os og skal ha’ eftermiddagskaffe. Så med begyndende veer trisser jeg rundt og passer en syg pige, bager boller og kage, dækker bord til kaffen og har sørme også gæster og sidder pænt til bords med dem. Det synes mine svigerinder, der endnu ikke har børn, var rimeligt overskudsagtig. Jeg kender min krop og ved hvornår det er tid til at køre. Det bliver det også pludseligt! Da den sene eftermiddagskaffe er overstået, siger jeg til min mand at nu skal vi af sted. Veerne niver efterhånden lidt og jeg kender udmærket den trykkende fornemmelse bagtil. Når den fase først starter, så begynder det at gå stærkt. Vi pakker taskerne, afsætter de 2 storesøskende til forskellig pasning og overlader oprydningen efter kaffe og kage til familien.

Kl. 17.15 sidder vi i bilen og jeg ringer til Fødegangen at nu er jeg på vej. Jeg havde ringet tidligere og advaret dem om at jeg kom i løbet af dagen. På vej derind klager min mand over at det er pinligt at komme i en bil, der er så beskidt, så han vil gerne i vaskehal. Det kan jeg godt lige overskue, han skal bare love at tage den korteste vask.

Kl. 18.15 ankommer vi til fødegangen, hvor jordemoder og en jordemoderstuderende modtager os. Straks siger JM at jeg med ”hendes kliniske øje ikke ligner én, der er i fødsel”. Det siger jeg til hende jeg godt kan forstå, ”men bare vent til du har undersøgt mig”. Hun finder at livmoderhalsen er udslettet og jeg er små 4cm åben. Men med de små veer (ca. 5 min interval) jeg har kan der gå længe endnu. Vi giver hende en seddel med vores ønsker for fødslen og en kort beskrivelse af mine andre fødsler. Herefter tager hun os alvorligt og giver os en fødestue. Vi får en anden JM og den studerende bliver hos os, for den fødsel hun var ved at følge ville nok ende i KS, så de mente at hun ville få mere ud af at følge mig. Den nye JM er samme som jeg fødte med sidst og snakken går lystigt med det samme.

Kl. 18.52 kommer jeg i badekar og mine ellers fine veer går fuldstændigt i stå. Jeg sidder pænt og venter på veer, men i løbet af 40 min får jeg kun 2 - 3 stykker.

Kl. 19.30 stiger jeg op af badekaret, for jeg synes ærligt talt at det var pinligt at være på sygehuset for at føde og så sidde der som en badegæst. Jeg når også kun lige at sætte begge ben på gulvet, så kommer veerne tilbage. Der er stadig tale om veer, der bider lidt, men ikke slemt. Jeg går under bruseren og nyder det.

Kl.19.50 er styrken af veerne steget, men jeg kan stadig fint være med. På et tidspunkt mærker jeg 2 små smæld og kigger forundret på min mand og siger at jeg tror vandet gik. Men der kommer ikke rigtigt noget vand. Ved mine andre fødsler har jeg ikke været i tvivl når vandet gik, for det kom i en stor skylle.

Kl. 20.12 går jeg ind på fødelejet og bliver undersøgt for at finde ud af hvor langt jeg er i forløbet, da veerne kommer med korte intervaller og er steget i styrke igen. JM siger at vandet var gået, men at det nok ikke kunne rende ud pga. barnet. Desuden er jeg 6-7 cm åben og at barnet stadig står lidt højt. Jeg er chokeret! Ved min sidste fødsel gik der 1 time fra jeg var 4cm til jeg havde født. Og nu 2 timer senere er jeg kun 6-7 cm. Jeg begyndte at frygte en marathonfødsel.

Kl. 20.20 Efter undersøgelsen og et par veer rejser jeg mig op og står lidt foroverbøjet ind over fødelejet. Her står jeg godt, for jeg kan bevæge bækkenet under veerne og min mand kan massere min lænd. Veerne er ret heftige og jeg trækker vejret så dybt ned i maven jeg kan. Min mand får nogle rosende ord med på vejen for sit gode arbejde på min lænd. Men jeg brokker mig (i en venlig tone) til JM, for det tryk jeg mærker bagtil er ret intenst og passer ikke med hendes 6-7cm og et barn, der står højt. Hun siger at jeg helt sikkert vil kunne mærke forskel når den bevæger sig ned og hun fik ret. Jeg begynder at glæde mig til fødslen er overstået, for veerne er stærke. JM siger at når presseveerne kommer skal jeg huske at gispe lidt ind i mellem, så det ikke går for stærkt og jeg ikke sprækker for meget.

Kl. 20.27 går en almindelig ve lige pludseligt over i pressetrang og jeg står helt oppe på tæerne og gisper alt hvad jeg kan. Jeg råber på JM, der lige har lyttet hjertelyd og er på den anden side af sengen for at lægge doppleren på plads. Jeg tør simpelthen ikke slippe og presse før jeg er helt sikker på hun er der. Flere gange kalder jeg på hende…hun står bag mig, jeg kan bare ikke se hende. Hun beder mig give slip, presse og give god plads til barnet. Men det er så svært at slippe igen, når man har spændt op. Lige som hvis man fryser og lige skal overvinde sig selv til at slappe af, for så er det slet ikke så koldt. Jeg holder op med at gispe, går lidt ned i knæene, flytter benene ud til siden og giver mig selv lov til at presse. Vores barns hoved kigger ud i første presseve (Ja, alt det her nåede vi i 1 presseve!). Jeg får en kort pause og jeg kan høre på min mands stemme at han er helt rørt over at kunne se sit barns ansigt. Det er også første gang at han rent faktisk ser barnet komme ud. 1. gang stod han ved mit hoved og holdt iltmasken. 2. gang nåede vi slet ikke at se noget, for hun nærmest faldt ud af mig.

Kl. 20.29 kommer 2. presseve og jeg er ikke længere nervøs for at presse. Det føles nemlig meget bedre end at holde igen. JM spørger om jeg selv vil tage i mod, men så meget overskud har jeg nu alligevel ikke – jeg har brug for mine hænder til at støtte mod sengen. Uden megen anstrengelse kommer resten af vores helt nye baby ud. Jeg kigger straks ned og tager min lille dreng op. Han er fin lyserød og skriger med det samme – en stor lettelse! Jeg tager et hurtigt kig mellem babys ben ser at vi har fået en dreng. Det har jeg gættet på fra starten og nu har jeg ”gættet” alle mine 3 børn rigtigt. Der må altså være noget om det der intuition! Han får fuld apgarscore med det samme.

Jeg føder:
2timer og 15min efter jeg var 4cm åben (aktiv fødsel
17 minutter efter jeg er 6-7cm åben
i 2 presseveer

JM, den studerende og en assistent kommenterer hvor lidt jeg bløder og på et tidspunkt står de alle 3 for enden af sengen, hvor jeg er kommet op for at føde moderkagen, og siger ”jamen, man kan jo slet ikke se at du lige har født”. Selvom jeg selvfølgelig er glad for at alt er pænt og i orden forneden, må jeg sige at jeg synes det var ret komisk at ha’ 3 damer til at stå og kigge og komme med den slags kommentar.

Den studerende står for at få moderkagen ud, men den vil ikke rigtigt komme. JM giver mig nogle nåle i for at løsne den og siger at hvis den ikke snart kommer, må de gribe til andre metoder.

Kl. 21.00 overtager JM for nu skal moderkagen ud. Hun beder mig lade benene falde ud til siden og presse mens hun hiver og med et snuptag og helt uden problemer kommer moderkagen ud. Et bevis på at erfaring altså tæller. Igen bemærker de hvor lidt jeg bløder – i alt 100ml.

Den studerende var nærmest lidt i chok over forløbet og at det var gået så hurtigt og da de går ud og lader os ligge lidt for os selv og nyde vores søn, siger JM til hende. ”så har du også prøvet en lynfødsel”.

Vores søn bliver undersøgt, målt og vejet til 52cm, 2880g og får naturligvis kommentarer med på vejen om hvor smuk og lækker han er.

Kl. 23.00 kører vi atter hjem

Vores søn hedder Kristian Gabriel og er meget nem, han spiser flot og sover om natten – jeg er kun oppe med ham 1 gang pr. nat.

Han har de dybeste øjne og jeg er smaskforelsket i min lille dreng og blev det i det sekund han kom op til mig. Ved min første søn slog kærligheden mig som en hammer på 3. dagen og ved min datter tog det næsten 10 dage før jeg synes jeg kendte hende godt nok til at elske hende ubetinget, men denne gang var den der bare med det samme. Fantastisk!!!

Jeg elsker at føde og min krop er rigtigt god til det. Så det er næsten ærgerligt ikke at bruge den til det igen. Men vores Kristian er vores sidste barn og det er måske meget godt, for selvom jeg er god til at føde, så er jeg elendig til at være gravid og er glad for ikke at skulle igennem de trængsler igen.

KH Heidi – mor til Mathias David smuksak ´05, Kamille Alberte solstråle ’08 og Kristian Gabriel lækkermås ’10

søndag den 14. marts 2010

Kristian

Bare ganske kort!!!

Lækre Kristian Gabriel Kodal Hansen kom til verden den 13.03.10 kl. 20.29
Han er 52 cm og vejer 2880 gram

tirsdag den 9. marts 2010

Hun nåede det, sgu'!!!

NEJ NEJ NEJ - JA JA JA JA JA Wiiiihhhhhuuuuuu!!!!!

Kamille går sgu' :D
Tænk sig, hvor er det ubeskriveligt vildt - jeg er simpelthen helt rundt på taget lykkelig -euforisk glad. Nøj, hvor har støjniveauet herhjemme været højt her til aften. Der er blevet skreget og jublet og leet højt - VILDT HØJT!!! :D

For lige pludselig slap hun og fik 5 skridt. Jeg troede ikke vi kunne få hende til det igen, men jo da... igen og igen og igen og hun griner og griner af fryd. I kan tro hun ved hvad hun har præsteret. Fantastisk!!!

Da jeg fandt ud af jeg var gravid tilbage i starten af oktober, sagde jeg til alle, der er med til at træne Kamille at de skulle i arbejdstøjet, for Kamille skulle lære at gå inden 12. marts, hvor jeg har termin. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at slæbe både hende og babyen. Det havde vi ikke lige regnet med kunne lade sig gøre..... Så jeg var indtil for bare et par timer siden fuldt ud tilfreds med at hun kunne gå ved 1 hånd. Så skulle jeg ikke slæbe, bare holde i hånd. Ganske udemærket, men det her er da bedre....100.000.000.0000X bedre :D

Uha uha, jeg er så lykkelig (og så kan baby jo også frit kigge ud nu - men jeg er heldigvis slet ikke utålmodig ;)

fredag den 26. februar 2010

Smuklinger

Stik lige den....
De smukkeste unger, dem har jeg da :)

Mavebillede 38+0

Så er der billede af en strandet træt hval...
(eller det er måske så meget sagt, for jeg producerer åbenbart kun små babyer).

tirsdag den 23. februar 2010

Hvornår?

Termin om 17 dage....

Mathias er født 8 dage før termin
Kamille er født 5 dage efter termin

Og jeg har bare en fornemmelse, der siger mig at denne baby ikke har tænkt sig at vente til termin...
Men man ved jo aldrig og kan blive så grueligt snydt...

fredag den 19. februar 2010

Nej, du er ikke gået forkert...

Jeg trængte bare til lidt forandring, så derfor ser bloggen lidt anderledes ud end den plejer.
Jeg rykker nok lidt rundt i den næste tid og måske går jeg tilbage til mit gamle look igen - hvem ved! :)

Fuldbåren!

...Eller hvad det nu hedder...

I dag er jeg fulde 37 uger gravid og starter min 38. uge!
Det betyder at fra i dag anses minibebse at være født til tiden :)

I går var vi til en ekstra vægtscanning!
Det var lidt ubehageligt - i tirsdags var jeg til jordemoder og hun synes ikke helt baby voksede, som den skulle og generelt var lidt lille. Dette scenario havde vi allerede talt om da vi mødtes første gang, da Kamille jo var lille og vurderet forkert vægtmæssig. Derfor blev vi hurtigt enige om at en vægtscanning kunne give ro på tankerne og udelukke at jeg er en af de kvinder, hvis moderkage virker dårligere og dårligere for hver graviditet.

Vægtscanningen viste heldigvis (naturligvis) at alt er i skønneste orden :D
Minibebse blev vurderet til at veje 2875g, hvilket skulle være ca 6% under normalen, men altså på ingen måde noget de anser for interessant. Desuden skulle en vægtscanning kunne svinge med +/-10%. Jeg har dog hørt beretninger om at det kan dreje sig om meget mere - så vi må jo bare vente og se hvor stor den er, når den engang vil ud :)

torsdag den 11. februar 2010

Hold da K*** hvor hun rykker :D

Ej, hvor har vi ventet...og troet at vi skulle vente læææænge endnu, men i morges kalder Mathias på mig med vild begejstring i stemmen (han er bare SÅ sød og glæder sig også meget over Kamilles fremskridt :)). Jeg skynder mig at kigge og Kamille går sørme efter sin gåvogn.


Det plejer hun simpelthen ikke turde - kun hvis vi holder den eller hvis Mathias sidder på den. Hun har indtil nu pure nægtet at gå efter noget, der kunne flytte sig af sig selv dvs. en stol ville hun gerne gå efter fordi den flytter sig kun, når hun skubber den.

Så det her er altså STORT!!!

Jo jo, det ved jeg godt det er hver gang Kamille gør noget nyt, men I skulle bare vide hvilken følelse hun giver os indvendigt, når hun rykker. Det kan ikke beskrives...vi har alle kriller og sommerfugle i maven og render rundt med det største smil - os ALLE inkl. Mathias og Kamille selv.

Så nu er det inden for rækkevidde at hun begynder at gå helt selv. Jeg tror nu godt der kan gå lang tid endnu, men det er næste trin og det er helt helt helt sikkert at det kommer - Kamille skal bare lige finde ud af det i sit eget tempo.

Jeg håber I kan få bare en flig af den glæde vi har i dag :)

onsdag den 10. februar 2010

Hul i hovedet...

Ja, helt bogstaveligt ;P
I dag måtte jeg skynde mig op i børnehaven for at hente en meget ked Mathias, der havde fået en stor flænge i hovedet. Han sad ved en pædagog med masser af blod i håret og panden. Og selvfølgelig begyndte han at græde helt hulkende ulykkeligt, da jeg kom. Det tror jeg vi alle kender; at man kan klare en del, men når mor kommer, så bliver vi helt små og vil bare trøstes :)

Mathias er blevet slået med en spade i hovedet af en anden dreng.
I sidste uge kom han hjem med et ordentligt blåt mærke i panden, da en anden dreng havde kastet legetøj i hovedet på ham og ugen før fik han et gevaldigt sæbeøje, men det var dog et helt hændeligt uheld.

Da han var blevet trøstet lidt, kørte jeg ham til lægen, hvor han kom til ret hurtigt :)

Både sygeplejerske og læge var noget forundrede over at det var sket i en børnehave. De mente at der godt nok var blevet slået igennem, da han fik den spade i hovedet.

Heldigvis kunne det limes (Puha, tænkte moderen. Så skal han da ikke ligge stille så længe :P)

Men det var altså også kun fordi det var sådan et fint lige "snit" at det kunne limes, for den var faktisk for lang, men jeg tror godt de ved at det er at foretrække med børn :)

Mathias klarede det ganske fint. Han var selvfølgelig lidt ked af det - i sær da sygeplejersken barberede hans hår af ;)

Så nu er det vist bevist...Jeg har en RIGTIG dreng!!!

Ører - del 2

I går var vi til ørelæge, Mathias og jeg.

Og ørelægen fandt nøjagtigt hvad jeg regnede med derinde :(

Vi fik os en lille snak omkring de her dræn.

Ørelægen erkendte at han var lidt konservativ hvad dræn angår - altså han holder lidt igen.
Jeg vil jo utroligt gerne ha' nogel nye i, men jeg erkender også at jeg ikke har hans ekspertise.

Han fortalte at det godt nok ser skidt ud derinde, men at han til gengæld også kan se på Mathias' trommehinder at de har haft dræn flere gange (=arvæv), hvilket i længden jo kan give "stive" trommehinder, der nedsætter hørelsen (så vidt jeg har forstået!).

Kompromisset blev at vi giver det 3-4 uger og hvis det ser lige sådan ud til den kontrol, så kommer han på næste operationsdag (10. marts - kun 2 dage før min termin ).

Bare lige en update på et sæt ører, der kan give hvem som helst rynker i panden.

mandag den 8. februar 2010

arghhh....møgører :(

Mathias tabte sine dræn i november og i december havde han lige 2 gange MØB oven i hinanden med sprængte trommehinder og alt det "sjov" og natteroderi, der hører til.

Så fik han en omgang antibiotika og da han kom til kontrol i starten af januar fik vi for første gang NOGENSINDE den besked at hans ører så HELT normale ud. VILDT!!!!!!

Så derfor blev det naturligvis ikke til nye dræn i januar.

Og selvom man selvfølgelig har et lille bitte håb om at han er ude over øreballaden og er vokset fra det nu, så vidste vi jo godt at det var en stakket frist.
Og nu har han så i en uges tid haft ondt i ørerne. I går bad han helt uopfordret selv om smertestillende og sagde at han ikke kunne høre os så godt og at jeg skulle ringe til ørelægen - PUHA, så har han det altså skidt, når han selv beder om de ting, for det er abslout ikke noget han bryder sig om (hverken medicin eller ørelægen!).

Det er en stor hjælp at han er blevet så stor og selv kan sætte ord på graden af smerte/irritation i ørerne. Vi kan spørge om det kløer eller gør ondt, om han har brug for medicin og vi kan forklare ham at det er bedst han siger til i god tid inden han skal sove hvis han har ondt, for det gør mere ondt når man ligger ned og medicinen skal lige ha' lidt tid til at virke. Det er virkeligt dejligt at kunne spørge ham og snakke med ham om det. Det gør også besøgene hos ørelægen meget mere tålelige :)

Nu har han så fået en tid til i morgen - de kender ham så godt dernede at vi ALTID får en tid enten samme dag eller dagen efter :). Og jeg ved godt hvad ørelægen finder derinde :(
Men han har altså også lovet os at han sætter dræn i uden vrøvl, hvis der var det mindste igen. Og det må man jo sige der er nu.... Og det er jo heller ikke holdbart at ha' vrøvl med ørerne så mange gange på så kort tid - altså ikke at kunne klare sig uden dræn i 2 mdr uden gentagne MØB.

Jeg synes selvfølgelig ikke det er lykken at min dejlige guldklump skal i narkose og jeg ved at han vil blive ked og bange, men de dræn gør altså bare livet lettere for både ham og os. Så kryds fingre for at ørelægen er enig med mig i morgen.

tirsdag den 2. februar 2010

Tøserne shopper

Ih, så begynder det :)
Glæden ved at ha' en pige er bl.a. at vi kan dele tøseinteresser f.eks. shopping.

Jeg ved godt at det siges at alle piger er vilde med sko og ejer alt for mange par, men sådan er det ikke helt med mig. Jeg har et lidt mere afslappet forhold til sko.
Det sjove er faktisk bare at Kamille er MEGET vild med sko.
Og jeg kunne godt gå hen og lære lidt af hende, for vi har lige været nede og købe disse vidunderligt søde sko til hende. Og jeg er altså solgt - hvor er de bare kære :)
Kamille var helt væk i dem og ville slet ikke slippe dem igen, så ekspedienten kunne pakke dem ned ;)

Så det er da dejligt at ha' fået en pige...vi skal nok komme til at hygge os med tøsefnidder fremover :)