Fødselsberetning!

Her er historien om Kristians fødsel.
Den er med detaljer og alt hvad man kan ønske sig...eller hvis man er mand eller lidt sart, så er det måske mere end man ønsker sig ;) Så må du lade være med at læse med her...


På trods af at jeg først opdagede at jeg var gravid, da jeg var i 17. uge var jeg temmelig utålmodig allerede fra uge 37+0, hvor barnet anses at være født til tiden. Jeg havde ellers forsvoret at jeg ville blive utålmodig, men jeg er bare så dårlig til at være gravid. Godt nok var lægen ikke enig med mig, for jeg havde super flot blodtryk og alt forløber som det skal. Men jeg får vand i benene og meget ondt i bækkenet, så jeg bliver så træt af at være gravid at jeg længes efter veernes smerte.

Da dette var min 3. graviditet bliver jeg, som det er normalt for 3. gangs gravide, i ugerne op til termin snydt flere gange af drilleveer og flere gange er jeg overbevist om at nu er det ”nu” og at dette da ikke kan gå i sig selv igen. Dagen inden fødslen og faktisk på terminsdagen, er jeg så sikker at jeg endda siger til min mand at han nok skal regne med at få tidligt fri. Men ak, det går i sig selv!

Lørdag den 13.03.2010 på præcis sammen tid som dagen inden, nemlig kl. 04.30 får jeg plukveer, der bider lidt mere end normalt. Præcis som dagen før, hvor det stoppede igen, så jeg troede ikke rigtigt på at det blev til mere. Plukveerne bliver ved og op ad formiddagen ser jeg slim i blandet lidt lyserødt, desuden begynder plukveerne at blive regelmæssige med ca. 15 min i mellem. Så nu tror jeg på at det bliver i dag.

Sådan går hele formiddagen og det meste af eftermiddagen – regelmæssige plukveer og slimproppen, der langsom glider ud. Først hen mod kl. 16 begynder plukveer at blive erstattet af veer. Det er stadig ikke noget, der gør ondt, men jeg kan godt mærke at jeg nærmer mig fødslen.
Storebror er til gymnastikopvisning med hele familien, men den kommende storesøster er temmelig syg og jeg bliver derfor hjemme med hende. Efter gymnastikopvisningen kommer hele familien hjem til os og skal ha’ eftermiddagskaffe. Så med begyndende veer trisser jeg rundt og passer en syg pige, bager boller og kage, dækker bord til kaffen og har sørme også gæster og sidder pænt til bords med dem. Det synes mine svigerinder, der endnu ikke har børn, var rimeligt overskudsagtig. Jeg kender min krop og ved hvornår det er tid til at køre. Det bliver det også pludseligt! Da den sene eftermiddagskaffe er overstået, siger jeg til min mand at nu skal vi af sted. Veerne niver efterhånden lidt og jeg kender udmærket den trykkende fornemmelse bagtil. Når den fase først starter, så begynder det at gå stærkt. Vi pakker taskerne, afsætter de 2 storesøskende til forskellig pasning og overlader oprydningen efter kaffe og kage til familien.

Kl. 17.15 sidder vi i bilen og jeg ringer til Fødegangen at nu er jeg på vej. Jeg havde ringet tidligere og advaret dem om at jeg kom i løbet af dagen. På vej derind klager min mand over at det er pinligt at komme i en bil, der er så beskidt, så han vil gerne i vaskehal. Det kan jeg godt lige overskue, han skal bare love at tage den korteste vask.

Kl. 18.15 ankommer vi til fødegangen, hvor jordemoder og en jordemoderstuderende modtager os. Straks siger JM at jeg med ”hendes kliniske øje ikke ligner én, der er i fødsel”. Det siger jeg til hende jeg godt kan forstå, ”men bare vent til du har undersøgt mig”. Hun finder at livmoderhalsen er udslettet og jeg er små 4cm åben. Men med de små veer (ca. 5 min interval) jeg har kan der gå længe endnu. Vi giver hende en seddel med vores ønsker for fødslen og en kort beskrivelse af mine andre fødsler. Herefter tager hun os alvorligt og giver os en fødestue. Vi får en anden JM og den studerende bliver hos os, for den fødsel hun var ved at følge ville nok ende i KS, så de mente at hun ville få mere ud af at følge mig. Den nye JM er samme som jeg fødte med sidst og snakken går lystigt med det samme.

Kl. 18.52 kommer jeg i badekar og mine ellers fine veer går fuldstændigt i stå. Jeg sidder pænt og venter på veer, men i løbet af 40 min får jeg kun 2 - 3 stykker.

Kl. 19.30 stiger jeg op af badekaret, for jeg synes ærligt talt at det var pinligt at være på sygehuset for at føde og så sidde der som en badegæst. Jeg når også kun lige at sætte begge ben på gulvet, så kommer veerne tilbage. Der er stadig tale om veer, der bider lidt, men ikke slemt. Jeg går under bruseren og nyder det.

Kl.19.50 er styrken af veerne steget, men jeg kan stadig fint være med. På et tidspunkt mærker jeg 2 små smæld og kigger forundret på min mand og siger at jeg tror vandet gik. Men der kommer ikke rigtigt noget vand. Ved mine andre fødsler har jeg ikke været i tvivl når vandet gik, for det kom i en stor skylle.

Kl. 20.12 går jeg ind på fødelejet og bliver undersøgt for at finde ud af hvor langt jeg er i forløbet, da veerne kommer med korte intervaller og er steget i styrke igen. JM siger at vandet var gået, men at det nok ikke kunne rende ud pga. barnet. Desuden er jeg 6-7 cm åben og at barnet stadig står lidt højt. Jeg er chokeret! Ved min sidste fødsel gik der 1 time fra jeg var 4cm til jeg havde født. Og nu 2 timer senere er jeg kun 6-7 cm. Jeg begyndte at frygte en marathonfødsel.

Kl. 20.20 Efter undersøgelsen og et par veer rejser jeg mig op og står lidt foroverbøjet ind over fødelejet. Her står jeg godt, for jeg kan bevæge bækkenet under veerne og min mand kan massere min lænd. Veerne er ret heftige og jeg trækker vejret så dybt ned i maven jeg kan. Min mand får nogle rosende ord med på vejen for sit gode arbejde på min lænd. Men jeg brokker mig (i en venlig tone) til JM, for det tryk jeg mærker bagtil er ret intenst og passer ikke med hendes 6-7cm og et barn, der står højt. Hun siger at jeg helt sikkert vil kunne mærke forskel når den bevæger sig ned og hun fik ret. Jeg begynder at glæde mig til fødslen er overstået, for veerne er stærke. JM siger at når presseveerne kommer skal jeg huske at gispe lidt ind i mellem, så det ikke går for stærkt og jeg ikke sprækker for meget.

Kl. 20.27 går en almindelig ve lige pludseligt over i pressetrang og jeg står helt oppe på tæerne og gisper alt hvad jeg kan. Jeg råber på JM, der lige har lyttet hjertelyd og er på den anden side af sengen for at lægge doppleren på plads. Jeg tør simpelthen ikke slippe og presse før jeg er helt sikker på hun er der. Flere gange kalder jeg på hende…hun står bag mig, jeg kan bare ikke se hende. Hun beder mig give slip, presse og give god plads til barnet. Men det er så svært at slippe igen, når man har spændt op. Lige som hvis man fryser og lige skal overvinde sig selv til at slappe af, for så er det slet ikke så koldt. Jeg holder op med at gispe, går lidt ned i knæene, flytter benene ud til siden og giver mig selv lov til at presse. Vores barns hoved kigger ud i første presseve (Ja, alt det her nåede vi i 1 presseve!). Jeg får en kort pause og jeg kan høre på min mands stemme at han er helt rørt over at kunne se sit barns ansigt. Det er også første gang at han rent faktisk ser barnet komme ud. 1. gang stod han ved mit hoved og holdt iltmasken. 2. gang nåede vi slet ikke at se noget, for hun nærmest faldt ud af mig.

Kl. 20.29 kommer 2. presseve og jeg er ikke længere nervøs for at presse. Det føles nemlig meget bedre end at holde igen. JM spørger om jeg selv vil tage i mod, men så meget overskud har jeg nu alligevel ikke – jeg har brug for mine hænder til at støtte mod sengen. Uden megen anstrengelse kommer resten af vores helt nye baby ud. Jeg kigger straks ned og tager min lille dreng op. Han er fin lyserød og skriger med det samme – en stor lettelse! Jeg tager et hurtigt kig mellem babys ben ser at vi har fået en dreng. Det har jeg gættet på fra starten og nu har jeg ”gættet” alle mine 3 børn rigtigt. Der må altså være noget om det der intuition! Han får fuld apgarscore med det samme.

Jeg føder:
2timer og 15min efter jeg var 4cm åben (aktiv fødsel
17 minutter efter jeg er 6-7cm åben
i 2 presseveer

JM, den studerende og en assistent kommenterer hvor lidt jeg bløder og på et tidspunkt står de alle 3 for enden af sengen, hvor jeg er kommet op for at føde moderkagen, og siger ”jamen, man kan jo slet ikke se at du lige har født”. Selvom jeg selvfølgelig er glad for at alt er pænt og i orden forneden, må jeg sige at jeg synes det var ret komisk at ha’ 3 damer til at stå og kigge og komme med den slags kommentar.

Den studerende står for at få moderkagen ud, men den vil ikke rigtigt komme. JM giver mig nogle nåle i for at løsne den og siger at hvis den ikke snart kommer, må de gribe til andre metoder.

Kl. 21.00 overtager JM for nu skal moderkagen ud. Hun beder mig lade benene falde ud til siden og presse mens hun hiver og med et snuptag og helt uden problemer kommer moderkagen ud. Et bevis på at erfaring altså tæller. Igen bemærker de hvor lidt jeg bløder – i alt 100ml.

Den studerende var nærmest lidt i chok over forløbet og at det var gået så hurtigt og da de går ud og lader os ligge lidt for os selv og nyde vores søn, siger JM til hende. ”så har du også prøvet en lynfødsel”.

Vores søn bliver undersøgt, målt og vejet til 52cm, 2880g og får naturligvis kommentarer med på vejen om hvor smuk og lækker han er.

Kl. 23.00 kører vi atter hjem

Vores søn hedder Kristian Gabriel og er meget nem, han spiser flot og sover om natten – jeg er kun oppe med ham 1 gang pr. nat.

Han har de dybeste øjne og jeg er smaskforelsket i min lille dreng og blev det i det sekund han kom op til mig. Ved min første søn slog kærligheden mig som en hammer på 3. dagen og ved min datter tog det næsten 10 dage før jeg synes jeg kendte hende godt nok til at elske hende ubetinget, men denne gang var den der bare med det samme. Fantastisk!!!

Jeg elsker at føde og min krop er rigtigt god til det. Så det er næsten ærgerligt ikke at bruge den til det igen. Men vores Kristian er vores sidste barn og det er måske meget godt, for selvom jeg er god til at føde, så er jeg elendig til at være gravid og er glad for ikke at skulle igennem de trængsler igen.

KH Heidi – mor til Mathias David smuksak ´05, Kamille Alberte solstråle ’08 og Kristian Gabriel lækkermås ’10