tirsdag den 13. september 2011

Operationen

Nu skal I bare høre...

Jeg har fået den sødeste mail fra nogen jeg overhovedet ikke kender - men de kender mig og de kender Kamille. Eller de kender i hvert fald bloggen her og har jo så altså skrevet til mig for at fortælle at de er glade for at læse om Kamille, fordi de selv står i en lignende situation. Tænk sig at der er nogle derude, der finder vej herind og tænk sig at de gider efterlade et lille ord.Det varmede bare SÅ meget :)
I deres mail spurgte de til hvordan Kamilles operation er gået. Og det får mig da fluks til tasterne med en opdatering på operationen..... :)

Frøken Morgenfrisk klar til turen ud til Keld på sygehuset

Ventetiden blev lidt længere end forventet, så Solstrålen blev lidt irritabel - men ikke noget der ikke kunne afhjælpes med lidt kvalitetstid med mor i en lille hospitalsseng (godt mor kun er 160 cm...)

Operationen er veloverstået og Kamille ligger på opvågningen. Far holder et godt, men bekymret øje med hende.

Kamille er rolig, men skidt!

Stadig på opvågningen; nu gik det stille af hende og hun blev rigtigt ked af det, så endnu en gang var mor nødt til en tur op i den lille hospitalsseng. Og portøren var sød at lade mig sidde sådan med hende, da vi blev kørt tilbage til sengeafdelingen.

 Tilbage på sengeafdelingen og efter is og yoghurt skulle Solstrålen lige ha' en lille lur på 1½ time...som om vi ikke havde brugt nok tid på at vente den dag......

Efter luren havde hun ondt ondt i foden - selvom de havde givet hende en blok smertestillende. Men der blev lige givet en ordentligt stak mere, så hun havde fået alt hvad der måtte gives og så kom smilet tilbage i øjnene :) Hun havde ellers haft så travlt med at ville hjem, men nu fik hun da pludselig tid til at se lidt Ramasjang og spise en rugbrødsmad ;)
13 timer efter vi ankom på sygehuset tog vi hjem igen...

De første dage hjemme har Kamille haft ondt. Vi fik en masse smertestillende med hjem fra sygehuset og det har vi givet hende. Nu får hun ikke smertestillende længere og alt går fint...eller det er måske så meget sagt; Kamille har allerede fået pip af at sidde i kørestolen!
Hun kan slet ikke sidde stille i den og hun roterer rundt, hun er irritabel og sur, hun kommanderer og hundser, hun råber og kradser - ak ja, hun keder sig vist bare godt og grundigt! Vi forsøger ellers vores bedste....
Men heldigvis er der allereder gået 1 uge ud af 5 i kørestol - juhuuuuu!!! eller noget..... ;)

Og hvad har hun så fået lavet denne gang?

Hun har fået en lille forlængelse af sin akillessene og hun har fået en transfer af tibialis posterior (jo jo, jeg kan nok slynge om mig med latinske termer!) På dansk: Hun har fået delt den sene der er for stram på langs. Den ene halvdel bliver på indersiden af foden, den anden er blevet flyttet gennem benet og over på ydersiden af foden. Senen er den, der tidligere er forsøgt forlænget og er en sene, der hænger sammen med den store lægmuskel, der i Kamilles tilfælde er meget meget stærk.
Nu er håbet at den delte sene vil give et lige træk på begge sider af foden og dermed ikke længere give en fejlstilling.....det er håbet!!!!

Kan du ikke helt forstå hvad jeg forklarer, så prøv at google "post tib transfer" og vælg billeder....eller lad være, hvis du er sart!

Ovenstående opdatering er jo meget konkret. Men der sker også en del knapt så konkret for tiden. Noget der handler om hvor længe man kan være stærk og hvor meget der skal til før læsset vælter. Det plejer jeg at være god til at skrive om, men for tiden gemmer jeg mig. Jeg har dog ikke i sinde at gemme mig for evigt og det skulle ligne mig dårligt at hemmeligholde de dystre sider af vores liv. Jeg skal bare lige være klar!

mandag den 5. september 2011

Skid hul i alvoren

I morgen skal Kamille igennem sin anden operation - en noget større en af slagsen denne gang.
Jeg føler mig noget "alvorligt" til mode og havde forberedt en "Nu skal I se hvordan det står til med Kamilles fejlstilling-video" - en FØR-video, der skulle opfølges af en EFTER-video.

Men Kamille ville det anderledes og Gudsketakoglov for det. Skid dog hul i alvoren! Tingene er som de er, jeg kan ikke ændre dem uanset om jeg bekymrer mig halvt til døde eller ej...så kan jeg da lige så godt grine og nyde i stedet for at ha' ondt i maven og bekymre mig.

TAK til mit dejlige yngel fordi hun er super glad, selvom hun godt ved at i morgen skal hun ind til Keld og ha' "av i foden" og gips på bagefter.

Værsgo' en "Skid hul i alvoren"-film :)
(men måske kan den opmærksomme seer alligevel ane en forkert gang på en indadvendt venstre fod)