onsdag den 9. oktober 2013

Alt det jeg ikke er god til...

Jeg er god til at koordinere, administrere og organisere.
Jeg er god til at samle trådene og have overblikket.
Jeg er god til at tænke strategisk og gebærde mig diplomatisk

Jeg styrer med sikker hånd din "sag" i forhold til kommune og behandlingssteder. Intet undslipper min opmærksomhed og ingen får lov at håndtere dig eller din "sag" med venstre hånd eller manglende fokus. Ind i mellem lader jeg ting passere og afventer i stedet for at tage en kamp, men i så fald er det altid bevidst.

MEN

Jeg bliver aldrig god til at sluge kamlerne.
Jeg bliver aldrig god til at håndtere tunge beskeder
Jeg bliver aldrig god til at acceptere at offentlige instanser er medbestemmende i vores liv
Jeg bliver aldrig god til at klare den sorg det er, når jeg skal sige farvel til et lille stykke af det barn, jeg troede jeg ville få.
Jeg bliver aldrig god til at lade være med at frygte nye epilepsianfald
Jeg bliver aldrig god til ikke at bekymre mig for din fremtid
Jeg bliver aldrig god til ikke at lade mig overvælde af hjertesorg, når jeg kan se hvor træt du bliver og hvor hårdt du kan ha' det.

HELDIGVIS

behøver jeg ikke være god til de ting. Jeg kan godt lade mig synke ned i følelsernes dyb - faktisk er jeg nok nødt til at tage den vej ind i mellem. Det er vejen gennem erkendelsen og den er brolagt med glødende kul og glasskår. Men når jeg dukker op igen, er det i en mere hærdet version af mig selv og jeg har genvundet accepten af hvordan mit og dit liv er sat sammen.

Og en ting er helt sikkert...det er altid dig, min Soltråle, der med din varme, dit smil og kærlighed får mig op af dybet igen.

Tak, min søde skat, fordi du er så enestående fantastisk.

Kærligst, din mor