søndag den 26. januar 2014

Skiferien 2014 og tanker om ski med handicap

I år gik skituren til Zell am Ziller i Østrig.
Vi er pjattede med Østrig :)


Jo, vi er kun taget afsted med vores ældste. De 2 mindste er blevet hjemme igen i år. Det var en beslutning vi tog for 3 år siden; Alle, der ikke kan stå på ski, bliver hjemme, så vi andre kan nyde tiden på pisterne i stedet for i en lejlighed.

Det kom sig jo også af at Kamille ganske enkelt ikke kan rumme de mange indtryk, der følger med. 

Men i år var højst sandsynligt sidste år, hvor vi er afsted uden dem. Vi vil, næste år, gøre et forsøg på at kunne være på skiferie sammen hele familien. Mindstemanden Kristian vil være knapt 5 år næste vinter og så er det på høje tid at få lært at stå på ski. Derfor tager vi alle mand afsted.

Vi har mange tanker omkring hvordan vi kan indrette og organisere os, så det bliver en overkommelig og god oplevelse selv for et barn med massive sanseintegrationsproblemer. En anden stor udfordring bliver selvfølgelig om Kamille overhovedet kan stå på ski, når hun har et spastisk venstre ben. Derfor undersøger vi også grundigt hvilke muligheder vi har i forhold til skiskole og/eller skiinstruktør med erfaring med handi-ski.

Så følg med her, hvis du vil vide hvilke muligheder, der er i forhold til at stå på ski som bevægelseshandicappet :)

onsdag den 15. januar 2014

Jeg er ikke stærkere end andre....


Jeg er ikke stærkere end andre!

Jeg ved bare, hvor stærk jeg er - fordi jeg har været nødt til at lære det.


Jeg er oprigtigt glad for at du ikke tror, du er lige så stærk som mig, for det betyder at du ikke har været nødt til at lære dig selv så godt at kende.

Men går du igennem noget svært og føler dig overmandet, så vil jeg gerne fortælle dig at du har styrken i dig. Du kan trække dig op og igennem - jeg ved det!!!


Ulempen ved at vide hvor stærk man er, kan være at andre dømmer dig for det. Når man ved præcis hvor stærk man er og hvor meget man kan udrette, så kan det virke skræmmende og anmasende.


Døm mig ikke fordi jeg er stærk!
Jeg kan ikke være andet - jeg har ikke haft et valg.

mandag den 13. januar 2014

Udredning

Vi kender vores Solstråle meget godt - vi ved præcist hvad der udløser overstimulering og hvad hun kan klare, vi er ikke i tvivl om hvordan hun vil reagere på et krav og vi ved nøjagtigt hvor stort og empatisk et hjerte hun har.

Der er dog stadig (ALTID!) punkter vi kan bliver klogere på, for der er ting hun gør eller ikke gør, som vi ikke kan forklare. Og fordi tiden render og hun skyder i vejret, så er det pludselig lige om lidt at hun bliver 6 år og dermed officielt skal være skoleklar. Derfor blev det vigtigt at forstå og kunne forklare de her udefinérbare ting hun gør.

Vi har derfor fået toppen af poppen til at udrede hende. Vi er lykkelige for at hun er kommet i hænderne på VISO og Vejle Fjords børneneurologiske center. Vi håber det kommer til at give os svar på nogle helt konkrete spørgsmål og at svarene kan hjælpe, i forhold til skoleplacering og eventuelle støtteforanstaltninger.

Nu er der kun tilbage at vente på at neuropsykologen og neuropædagogen kommer og fortæller os en masse kloge ting om hvordan vi bedst gebærder os for at udvikle Solstrålen mest muligt og give hende det bedste springbræt ud i livet