mandag den 17. februar 2014

Drengedage

Mange skælder ud på systemet og kommunen - det gør jeg også ind i mellem, indrømmet!
Det handler jo i bund og grund om frustration og afmagt over at være afhængige af andres hjælp. Når man bliver voksen og flytter hjemmefra er det fedeste jo, at kunne bestemme alting selv - og bum! Så har du igen en mor (systemet), der vil bestemme hvad du kan og ikke kan. Det er sgu' da pi*** træls!


Men vores socialrådgiver har altså en fin forståelse for at vi ikke kan hænge sammen uden hendes hjælp - og så hjælper hun. Vi har i lang tid fået hjælp til at ha' en voksen barnepige hjemme i en hel del timer hver uge. I starten var det ren overlevelse. Hun var en ekstra hånd i hjemmet i eftermiddagstimerne, hvor vi bare ikke kunne klare os uden hende. Efterhånden, som vi bliver klogere på Kamilles udfordringer og bliver bedre til at takle dem, får vi næsen ud af sandet, vi ligger ikke længere ned, vi er efterhånden ved at komme op på vores knæ - og måske så småt endda ved at komme helt op at stå igen.

Og det ER en fantastisk fed følelse...også fordi jeg så får mulighed for at gøre noget, der letter lidt på en evig dårlig samvittighed; Jeg hygger med mine drenge!

Nu er det simpelthen sat i system :)

Vi har en dag, hver uge, hvor vi kan gøre lige hvad vi vil, uden at tage hensyn til om "nogen" bliver overstimuleret af det. Vi tager på biblioteket, vi tager på legepladsen, vi tager i storcenteret og køber nyt tøj til drengene, vi tager i svømmehallen, vi leger med maskiner, vi bager pølsehorn eller Mathias tager skolebussen og kommer hjem til varm kakao med en kammerat. Hvad vi laver er helt ligegyldigt, bare ordet DRENGEDAG, får stjernerne frem i deres øjne og det får boblerne til at stige i deres mors hjerte.


Så tak til vores socialrådgiver og kommunen, for at gøre det muligt. Tak for at jeg en eftermiddag om ugen kan give mine drenge et helle - et frirum, hvor jeg kan fylde dem helt op med ro og nærvær. Det er så dejligt for os alle og betaler sig i den grad.....