tirsdag den 1. april 2014

At leve med sanseintegrationsproblemer

Hvordan føles det at leve med sanseintegrationsproblemer?

Jeg kender heller ikke følelsen til fulde, men jeg kan se på mit barn at det til tider trækker alle kræfter ud af hende. Som f.eks. i går, hvor hun faldt om på gulvet i samme øjeblik hun kom ind af døren.

Sådan kan sanseintegrationsproblemer se ud

Denne udtrætning skyldes at en ny pædagog startede i børnehaven i går. En større begivenhed er ikke nødvendig, for at overstimulere et barn med sanseintegrationsproblemer.

Hvis man så forestiller sig at stimuleringsniveauet i dagene efter stilles til "nul", så vil det tage hende 2-3 dage at komme sig. Hvis man forestiller sig at stimuleringsniveauet sættes til "normal", så tager det vel omkring 1½ uges tid. Fortsætter overstimuleringen derimod - som f.eks. at den nye pædagog også kommer på arbejde i dag, i morgen osv. så kan det hele for alvor begynde at tage en negativ drejning; Søvnproblemerne, begynder pludselig at blive mere end bare dårlig søvn, det begynder at blive "vane" at hun ikke sover. Hun kan ikke mærke sig selv og må konstant holde sig i gang (hyperaktivitet) for at tilfredsstille sit arrousalniveau, hun kan intet rumme, så et hvert krav føles uoverstigeligt - sluk tv'et: Drama, tag strømper på: Sammenbrud, spis din mad: Krise, sæt dig ud i bilen: Nedsmeltning, Nu skal vi børste tænder: Panik - Ethvert krav gør ondt på hende. Hun har brug for hvile, men hendes krop skriger og vrider sig, så hun kan ikke finde ro.

Det er hårdt for hende, det er hårdt at være vidne til og det er barskt at stå midt i orkanens øje.

Derfor gør vi vores yderste for at undgå overstimulering. Vi foretager os intet spontant, vi passer hele tiden på og har hensynet til hende på rygraden. Men når samtlige sanser (på nær berøringssansen) er berørt af denne type vanskeligheder, så er det faktisk ganske umuligt ikke at blive overstimuleret. Men vi prøver .....

MEN vigtigst af alt; Vi tager kalkulerede chancer. Vi kan ikke isolere hende, for så udvikler hun sig ikke. Så når vi ved, at der er rolige dage i vente, kommer hun f.eks. med en kort tur i Brugsen (på et tidspunkt, hvor der ikke er mange mennesker - og vi kun skal hente et par småting), eller hun får lov at komme med i svømmehallen (altid på tidspunkter udenfor spidsbelastningerne). Det kræver fuldstændigt ro i dagene efter. Og det kræver at hun har det godt inden (hun er 5½ år nu og det er vel kun lykkes at komme i svømmehallen omkring 5-8 gange i hendes liv).

Og uanset, så giver det en reaktion; Men vi vælger kampen med omhu. Vi ser på det sådan her: Nogle gange tager vi til fest og får for mange øl eller for meget vin. Næste dag kommer tømmermændene, men det gør jo ikke festen dårligere. Det betyder ikke, at vi ikke har haft en god oplevelse og aftenens grin og gode humør har sat sine positive aftryk i os. Det gælder også for børn med sanseintegrationsproblemer; De skal have oplevelser, der kan fylde dem med glæde og erfaring - også selvom det gør ondt bagefter. Så er det naturligvis vigtigt at man ikke tager ud at drikke igen næste dag!

Jeg ønsker jer alle en god fest - og ikke for mange tømmermænd!


PS. Når man så reagerer så massivt på selv små ændringer og stimuli, så er det svært at deltage i idrætsaktiviteter. Derfor har jeg i samarbejde med Handicap idrætsforeningen for Vejen, Brørup og Holsted startet et dansehold for Solstrålen og andre børn, der ikke rummer store forsamlinger, støj og mange indtryk.
Holdet er helt fantastisk og vi har plads til lidt flere børn - SPRED BUDSKABET :)