tirsdag den 24. februar 2015

Læren om huller i vejen

Husk at huller, kun kan være huller, fordi der er fast grund rundt om hullet.

Så uanset om du er faldet, gledet, hoppet eller blevet skubbet i et hul, så er der rig mulighed for at komme op igen og få fast grund under fødderne. 

Det har min 6 årige datter med CP lært mig! 

For en uge siden, var vi desperate efter en ændring i vores hverdag. Vi var desperate efter en løsning. Det virkede håbløst og løsninger, der for længst er fejet af tegnebrættet blev taget op til revurdering. 

Så vendte hun lige bøtten og i dag, kan jeg se tilbage på 3 gode dage i streg (og så er jeg åbenbart en jubelidiot, der fejrer efter bare 3 gode dage..!). Det er dage, hvor hun har overrasket meget positivt: Hun har haft veninde på besøg UDEN at blive overstimuleret.  Nærmere det modsatte - hun var helt rolig og sød efterfølgende. 

I dag har hun Søren og Mette med hjem og skulle læse 3 sider. Hør nu lige en gang :Her er tale om en pige i 0. klasse, der har store vanskeligheder med bla. opmærksomhed og visuel perception. Hvordan pokker kan hun allerede være nået så langt fagligt?
I har ikke noget begreb om hvor stolt og lettet jeg er :)

Kæmpe ros til Solstrålen for hendes utrættelige gå på mod og til hendes lærer, der må have ualmindeligt mange trick i ærmet... 

Vi var lige faldet i et hul, men heldigvis byder rejsen på langt mere end bare huller i vejen... Husk det nu :)

mandag den 9. februar 2015

Gaven

I dag gav min søde svigermor mig en gave!

Hun tog mine drenge i stedet for Solstrålen. Vi plejer så tit at fokusere på at give drengene en fridag og lade hende passe. Nu mente svigermor at det var på tide Solstrålen fik en fridag med mor.

Og hun havde i den grad ret. Det har været en vidunderlig eftermiddag, hvor jeg lærte at jeg kan slappe af sammen med min Solstråle.

Hun har vinterferie lige nu og mens jeg er på arbejde bliver hun passet hjemme af vores barnepige. Jeg har tidligt fri og kunne hygge hele eftermiddagen med hende. Når hun ikke er i skole frigiver det en mængde energi, som vi kunne bruge på noget andet.



Så vi tog på café!

Ja ja, det lyder så fint - og det var også en meget fin oplevelse for os begge, selvom det nok ikke helt svarer til andres opfattelse af at gå på café; Vi var på en lille café i et område af byen hun kender godt, der var ikke andre gæster end os, vi var der i hele 15 minutter.

Men det var en succes og hellere en kortvarig succes end et langt besøg, der var endt i overstimulering.

Solstrålen fik en lækker is og jeg fik en fantastisk kop te (som jeg måtte sluge det sidste af).

Og jeg må sige at jeg ikke kun er stolt af hende fordi hun klarede det, men også fordi hun efter 12 minutter sagde "Nu vil jeg ikke være her mere". Det kan ellers være sååå svært for hende at mærke hvornår hun ikke kan klare mere. Så, det at hun selv siger fra er STORT.

Pyt skidt at hun efterfølgende var skiftevis hyper og grådlabil - som jeg har sagt før; "Tømmermænd gør ikke festen dårligere".


Jeg håber at der er andre derude, der har så sød og klog en svigermor!