tirsdag den 24. februar 2015

Læren om huller i vejen

Husk at huller, kun kan være huller, fordi der er fast grund rundt om hullet.

Så uanset om du er faldet, gledet, hoppet eller blevet skubbet i et hul, så er der rig mulighed for at komme op igen og få fast grund under fødderne. 

Det har min 6 årige datter med CP lært mig! 

For en uge siden, var vi desperate efter en ændring i vores hverdag. Vi var desperate efter en løsning. Det virkede håbløst og løsninger, der for længst er fejet af tegnebrættet blev taget op til revurdering. 

Så vendte hun lige bøtten og i dag, kan jeg se tilbage på 3 gode dage i streg (og så er jeg åbenbart en jubelidiot, der fejrer efter bare 3 gode dage..!). Det er dage, hvor hun har overrasket meget positivt: Hun har haft veninde på besøg UDEN at blive overstimuleret.  Nærmere det modsatte - hun var helt rolig og sød efterfølgende. 

I dag har hun Søren og Mette med hjem og skulle læse 3 sider. Hør nu lige en gang :Her er tale om en pige i 0. klasse, der har store vanskeligheder med bla. opmærksomhed og visuel perception. Hvordan pokker kan hun allerede være nået så langt fagligt?
I har ikke noget begreb om hvor stolt og lettet jeg er :)

Kæmpe ros til Solstrålen for hendes utrættelige gå på mod og til hendes lærer, der må have ualmindeligt mange trick i ærmet... 

Vi var lige faldet i et hul, men heldigvis byder rejsen på langt mere end bare huller i vejen... Husk det nu :)

Ingen kommentarer: