For et lille års tid siden lærte Kamille sig at cykle uden støttehjul - en stor bedrift, når man har cerebral parese :)
Siden da har hun brugt tiden på at være nervøs og bekymret, når hun skulle cykle på den store cykel (som er den, der passer hende størrelsesmæssigt) og valgte helst den lille eller hendes løbecykel. Hun tiggede ofte om at få støttehjul på igen. Vi har dog stædigt holdt på at støttehjulene definitivt var væk (selvom vi da ind i mellem vaklede i vores tro og var lige ved at gi' efter).
Kamille har ind i mellem brug for lidt motivation, for at turde tage det helt store spring - et lille kærligt skub. Derfor fandt vi på, at vores sommerferie (Camping i Skagen) skulle være det, der lokkede. Så vi har fortalt hende at vi skulle ha' cykler med og cykle til stranden (2 km), men inden vi kunne gøre det, skulle hun øve sig og træne i at cykle på den store cykel.
Derudover havde vi den bekymring at hendes store vanskeligheder omkring visuel perception, gør hende usikker i trafikken.
Som sædvanlig hjælper motivation og som sædvanlig gør Kamille alle bekymringer til skamme!
Udover at jeg er tosset stolt af min Solstråle, fordi hun klarer det så p*sse godt, så er jeg helt varm om hjertet over Mathias' indlevelse i situationen. Bemærk hvordan han forsøger at lære hende at trille ned af bakken og hvordan han hele tiden holder øje med hvordan hun klarer sig.
Det her billede, hvor vi holder en kort pause, viser også hvor stolt han er af hende - Han er uden tvivl glad for at han kan ha' søster med på cykeltur.
Så dygtige og dejlige børn - hvor er jeg heldig!
