fredag den 22. februar 2013

Ressourcer og spiseskeer

Hold da op...endnu et indlæg, der handler om mig...!

Det plejer jo mest at være ungerne og deres vanskeligheder, der bliver nedfældet her, men at være blevet syg og finde ud af at leve med det fylder lidt hos mig for tiden, så det skal skrives ud af kroppen.

Jeg er ellers GLAD - bare så lettet og glad over at ha' fået mit liv tilbage. Efter 14 dage på en medicin, som åbenbart ikke passede så godt til min krop skiftede jeg og i en hel uge har jeg bare været frisk og glad. Indtil i går, hvor jeg kunne mærke symptomerne komme snigende - og i dag er jeg igen overvældende træt, tung og har ondt i ryggen, benene og hænderne.

HVORFOR?

Fordi jeg har overbrugt mine ressourcer - jeg tog i går forskud på denne dags ressourcer og må nu bøde for det.
Altså man skal jo lige lære det, ikke?! Det der med at leve med en kronisk sygdom (altså ud over et piskesmæld af en anden verden, kronisk skinnebensbetændelse i begge ben og stress). Når man har for lavt stofskifte (endda ureguleret), så skal man være dygtig til "energi-administration".

Jeg har lært at jeg skal spare på mine skeer.....jo jo, den er god nok, i hvert fald jævnfør "the spoon theory" (følg linket og læs om det). Skeer er lig med ressourcer og med lavt stofskifte har jeg et begrænset antal skeer til rådighed pr. dag. Alt hvad jeg foretager mig koster en eller flere skeer og jeg skal derfor være konstant bevidst om hvor mange jeg har brugt og hvor mange jeg får brug for - jeg skal altså nøje prioritere min skeer.

Det har jeg så lært nu - efter vovemodigt at kaste mig ud i en ekstra times pulserende Zumba. Det var der åbenbart ikke skeer nok til, så jeg kom til at tage forskud på næste dags skeer. Av, den sved!

torsdag den 7. februar 2013

Ahhhh, hvilken lettelse...med lidt malurt i bægeret!

Jeg har været ved at blive sindsyg og mærket små stik af depressive tanker.
Jeg indrømmer blankt at jeg har stress og har haft det i 1½ år nu. jeg knokler r*ven ud af bukserne i arbejdet med mig selv og processer, dynamikker og rutiner herhjemme for at få bugt med det.

Og på trods af at jeg synes jeg har masser af dage, hvor alt lykkes, så har jeg bare overvældende mange symptomer. Jeg magter simpelthen ikke at være træt, tung i kroppen og have den indre uro længere. Jeg orker det ikke, jeg vil bare kravle i et hjørne og forsvinde, jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen.

...Indtil jeg tog til læge og bad om at blive undersøgt fra top til bund og inderst til yderst. Ingen problem - alt hvad der kan bimle og bamle af prøver blev taget og jeg har været så frygteligt nervøs for at svaret ville være: Du er fuldstændigt sund og rask. Du må gå hjem og få styr på din stress. Det svar ville slå mig ud - for jeg kan ikke gøre mere...jeg kan ikke se mig ud af det.

Men sørme om jeg ikke fik en redningsplanke - et lys for enden - et håb! Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så fedt, men i første omgang blev jeg bare såååå lettet at jeg måtte hyle lidt hos lægen; Jeg er syg! Min prøver viser et livsvarigt behandlingskrævende for lavt stofskifte, der forklarer alle mine symptomer.
1 pille om dagen resten af mit liv og jeg burde blive frisk og mig selv igen. Åhh, hvor jeg glæder mig til at kunne holde ud at leve mit liv igen og at alt det jeg render og knokler med kan foregå med lidt overskud i stedet for at dræne mig totalt