mandag den 2. december 2013

Luftkasteller smager dejligt

I går stod jeg på rådhuspladsen i Vejen og ventede på julemanden sammen med mine børn. Og jeg måtte skjule at jeg fik tårer i øjnene.

Jeg var så glad for at opleve en helt almindelig situation med min Solstråle; Vi klappede af byens garde, der gik gennem byen og spillede så fint.

Min datter er i hopla, hun stråler, danser og synger. Det var vidunderligt 

I går aftes er hun så træt hun intet magter - intet; Hun kan ikke gå, ikke sidde på toilet og ikke være i nærheden af sine brødre! Uden vi har talt om det siger hun pludselig - jeg er så træt fordi det var hårdt at være nede i byen i dag. I dag græder hun uden synlig årsag hvert 10. minut og er bare træt med træt på.

Så gårsdagens lykke og smagsprøve på et almindeligt liv, var luftkasteller - det var ikke virkeligt. Jeg har ikke et barn, jeg kan gøre den slags med - jeg blev bare så rørt over at få lov til at prøve.

onsdag den 9. oktober 2013

Alt det jeg ikke er god til...

Jeg er god til at koordinere, administrere og organisere.
Jeg er god til at samle trådene og have overblikket.
Jeg er god til at tænke strategisk og gebærde mig diplomatisk

Jeg styrer med sikker hånd din "sag" i forhold til kommune og behandlingssteder. Intet undslipper min opmærksomhed og ingen får lov at håndtere dig eller din "sag" med venstre hånd eller manglende fokus. Ind i mellem lader jeg ting passere og afventer i stedet for at tage en kamp, men i så fald er det altid bevidst.

MEN

Jeg bliver aldrig god til at sluge kamlerne.
Jeg bliver aldrig god til at håndtere tunge beskeder
Jeg bliver aldrig god til at acceptere at offentlige instanser er medbestemmende i vores liv
Jeg bliver aldrig god til at klare den sorg det er, når jeg skal sige farvel til et lille stykke af det barn, jeg troede jeg ville få.
Jeg bliver aldrig god til at lade være med at frygte nye epilepsianfald
Jeg bliver aldrig god til ikke at bekymre mig for din fremtid
Jeg bliver aldrig god til ikke at lade mig overvælde af hjertesorg, når jeg kan se hvor træt du bliver og hvor hårdt du kan ha' det.

HELDIGVIS

behøver jeg ikke være god til de ting. Jeg kan godt lade mig synke ned i følelsernes dyb - faktisk er jeg nok nødt til at tage den vej ind i mellem. Det er vejen gennem erkendelsen og den er brolagt med glødende kul og glasskår. Men når jeg dukker op igen, er det i en mere hærdet version af mig selv og jeg har genvundet accepten af hvordan mit og dit liv er sat sammen.

Og en ting er helt sikkert...det er altid dig, min Soltråle, der med din varme, dit smil og kærlighed får mig op af dybet igen.

Tak, min søde skat, fordi du er så enestående fantastisk.

Kærligst, din mor

torsdag den 26. september 2013

Det er præcis sådan det føles!

Jeg står ofte med en følelse af at jeg ikke kan forklare andre hvordan det føles at være mor til et barn med handicap. Når ordene komme ud af min mund, så lyder det så ordinært - som noget enhver kan relatere til. Det er som om jeg ikke kan formidle vægten, bredden, højden og dybden af følelsen af at være ansvarlig for et menneske, der har så meget mere brug for mig og alle aspekter af mig end hendes brødre - men også et menneske, der har lært mig så meget mere om mig selv, verden, livet og ubetinget kærlighed.

For tiden spredes nedenstående historie blandt "handi-mødre". Det gør den selvfølgelig fordi den er sød, men mest af alt fordi vi græder når vi læser den og mærker hjertet vride sig. Vi genkender os selv og følelsen af at være mor til et barn med handicap.

Du vil nok aldrig til fulde kunne forstå, hvis du ikke selv er forældre til et særligt barn - det er også OK, men herunder kan du måske alligevel få en fornemmelse.



"Der var engang en kvinde, som fik et ganske særligt barn. Barnet forvandlede kvinden til mor og så meget mere.

En dag så barnet på moren og spurgte:

- Hvorfor har du så store øjne, mor?

- Det har jeg, så jeg bedre kan se dig. Mine øjne er store, fordi jeg hele tiden kigger på dig, på dine bevægelser, dit smukke ansigt, din mimik, dine hænders flagrende bevægelser. De er store, fordi de har lært at læse din krops sprog. De er også store fordi jeg ser på verden omkring dig. Jeg ser efter forhindringer og fare – jeg ser efter muligheder og heller. Jeg ser efter ly for stormen. Derfor har jeg så store øjne.

- Hvorfor har du så store ører, mor?

- Det har jeg så jeg bedre kan høre dig, min egen. Mine ører er store, så jeg kan opfange alle nuancerne i sin stemme. Alle toner, alt der siger noget om dig og hvordan du har det. Mine ører er store, fordi de har hørt meget. Lyttet til andres bekymringer, gode råd, fagfolk, godtfolk og velmenende fjolser. Mine ører er store, så de kan opfange den mindste lyd, så jeg kan komme dig til undsætning – eller dulme din vrede. Mine ører er store, så de ikke misser muligheden for at høre dig sige “jeg elsker dig, mor”.

- Hvorfor er din mund så stor, mor?

- Det er den, fordi jeg har så mange ord at sige. Fordi jeg skal tale både din og min sag. Fordi jeg skal kunne sluge kameler og spye ild. Min mund er stor, så jeg kan give dig kæmpe kys og fortælle dig om verden. Igen og igen.

- Hvorfor har du så brede skuldre, mor?

- Det har jeg fordi de skal bære alverdens vægt. Mine skuldrer er brede fordi de skal bære misforståelser og anklager. De skal bære dokumenter og stakke af udtalelser og skrivelser. De skal bære dig – men du er den letteste byrde af dem alle. Du sørger for at jeg altid holder ryggen rank, så ingen at mine byrder falder fra mine skuldre.

- Hvorfor har du så store hænder, mor?

- Mine hænder er store, så jeg kan holde dig for ørerne, når lydene bliver for meget. De er store, så jeg kan skærme dig i en voldsom verden og så jeg kan skubbe dig venligt frem, hvis dit mod svigter. De er store, så jeg kan bane vejen for børn og voksne som dig.

- Hvorfor er dine fingre så stærke, mor?

- Det er de, fordi jeg har skrevet så mange mails, søgt så mange informationer, tastet ansøgninger, opfordringer, skemaer og sociale historier. Mine fingre er stærke, så jeg kan holde din hånd, stryge dit hår og holde fast – ikke mindst i mig selv og et liv for os som familie.

- Hvorfor er din mave så stor, mor?

- Det er den, fordi der skal være god plads til fornemmelsen. Mavefornemmelsen er mit kompas i stormen. Den viser os vej, når jeg ikke kan se hvor vi skal gå hen. Jeg kan mærke om det er det bedste for dig – og for os.

- Hvorfor er dine fødder så store, mor?

Mine fødder er stå store, fordi jeg skal kunne gå langt og stå fast. Jeg skal kunne holde mig oprejst og stå så længe det behøves. Derfor er mine fødder så store.

- Men hvorfor er dit hjerte så stort, mor? spurgte barnet til sidst.

- Mit hjerte er stort, fordi det er fyldt med kærlighed. Det banker hvert minut af hver dag for dig. Det fyldes af glæde over selv de mindste sejrer og græder over den modgang og de udfordringer der spærrer din vej. Mit hjerte er stort – fordi det her er mit liv – og selvom jeg ikke bevidst har valgt det – så er det mit elskede, eneste liv. Det er fyldt med uforudsigelige udfordringer og en kærlighed større end jeg troede mulig. Mit hjerte er stort, fordi du elsker mig – fordi du mit søde barn viser mig en ny verden helt anderledes end min egen. Fordi uanset diagnose – uanset forskelligheden – så er du mit elskede barn og mit hjerte vokser sig større dag for dag takket være dig."

tirsdag den 10. september 2013

Interview om livet med et barn med handicap

Jeg er blevet interviewet af Janni Pilgaard, der er kvinden bag siden FlikFlakFamilie. En side, der samler informationer, idéer og eksempler på hvordan du kan leve familielivet, selvom det slår flikflak.

Idéen er at livet slår flikflak, når man får et barn med handicap og skal til at lære at leve under nye forudsætninger.

Mit input til den udfordring finder du på hendes side - lige her.

God fornøjelse :)

onsdag den 10. juli 2013

Endnu en af de svære - UPDATE

Sikke et dødvande....her på bloggen.

I kan konkludere at når der er stille på bloggen, så er der ikke stille herhjemme!

De sidste mange måneder har været seje at komme igennem og det er først nu vi begynder at kunne trække vejret igen.

Men lad mig begynde fra begyndelsen...

Vores helt fænomenale start på aflastning er gået skævt. Ikke pga feriefamilien; De har gjort alt rigtigt.
Men min Solstråle kunne ganske enkelt ikke rumme det. Efter flere måneders indkøring var vi nået op på 4 timer hos familien og efterfølgende 4 dages negative reaktioner, der var til at tage at føle på. Hun var totalt og helt og aldeles overstimuleret og udpint. Pyh, det var hårdt og drengene trak sig længere og længere ind og væk.

Vi håbede at hun bare skulle ha' lidt mere tid til at vænne sig til det. Men som tiden gik blev det klart at reaktionerne ikke bare begrænsede sig til tiden umiddelbart efter ophold hos feriefamilien. Det blev også til langvarige og mere alvorlige reaktioner og konsekvenser. Kamille blev mere og mere panisk for adskillelse fra mig. Til sidst var vi nået til det punkt at jeg ikke kunne bevæge mig i sofaen uden hun greb fat i mig, for at sikre sig at jeg ikke gik fra hende. Jeg kunne ikke gå på toilet uden hun, brød grædende sammen og løb skrigende efter mig og skulle sidde på skødet mens jeg klarede det jeg nu skulle. Hendes elskede farmor kunne ikke længere ha' hende uden det blev til tårer for dem begge. Det skal siges at farmor har Kamille rigtigt tit og der er som regel aldrig problemer.

Vi fortalte dette til de relevante fagpersoner og forslaget gik på at skifte feriefamilien ud med institution. På papiret et rigtigt godt forslag. Men på både Kamilles far og jeg var det som tortur. I starten pga. de mange forestillinger det bragte med, men stille og roligt kunne vi bare mærke at vi slet ikke tror på hun vil kunne magte eller rumme en institution.

Kamille poserer, som en fin model
Givskud, juni 2013


Efter en god snak med vores supervisor var beslutningen ikke svær: Vi har stoppet al aflastning! Tak for tilbuddet - men nej tak! På de her præmisser er det ikke aflastning, men kører i stedet vores familie i sænk. Jo vist har vi et behov for aflastning, men så vil vi hellere klare os uden - vi har ikke brug for en forværring.


Til gengæld har vi en fantastisk socialrådgiver, der træder til og i stedet for aflastning har hun skruet op for barnepigetimerne. Seriøst; Det er fandme flot af hende - hun har alene truffet beslutningen ud fra vores beskrivelser af situationen. Ikke noget med professionelle udtalelser eller test. Flot! Er godt nok taknemlig!


Vores barnepige gennem 1½ år har så brugt de ekstra timer til at tage Kamille med hjem om eftermiddagen hver 2. uge. Og det er sgu godt nok utroligt, men det går så godt og vi oplever INGEN negative reaktioner - altså INGEN!!! Tværtimod kommer Kamille hjem med ekstra overskud. Det er meget uventet. Derfor har vi indledt processen om at gøre vores barnepige til Kamilles nye feriefamilie.


Tænk sig; Vi troede at vi var overladt til os selv - uden mulighed for hjælp, men så findes der alligevel en løsning, der er helt rigtig. Vi håber af hjertet at de 2 kommuner spiller med og at det hele lykkedes.

Det har taget Kamille mange måneder at komme sig over oplevelserne. En tid, hvor alle omkring hende kunne se og mærke at hun ikke var sig selv (endda til ridefys, hvor hun kun kommer 1 time pr. uge, har de kommenteret på hvor svært hun havde det!). Men med hjælp fra kommunal side, fra vores supervisor og vores skønne barnepige, er Kamille næsten helt tilbage igen. Nu håber vi bare at vores ferie til udlandet ikke vælter hende alt for meget.

Det var alt herfra - for nu!

lørdag den 13. april 2013

Bondegårdsbesøg

Det er faktisk ikke fordi det er noget særligt for os...vi bor jo selv midt på en mark (jo, bogstaveligt talt!!!) og nærmeste nabo er ungernes farmor og bedstefar med det dejligste lille økologiske landbrug med røde danske malkekøer og håndtamme kalve.

Men alligevel er det noget helt særligt

når vi besøger min svoger og svigersøster, deres lækkerbasse af en baby og deres bondegård med flere køer end vi kan tælle og de fineste små dværghøns. Og det er det fordi vi ELSKER dem SÅÅÅ HØJT - altså ikke køerne og dværghønsene, men menneskerne ;)

Og i dag var det ekstra spændende fordi deres dværghøns har udruget en lille bitte kylle rylle, der skal hedde idéfix (så håber vi dælme den overlever!)

Her er en lille fotoreportage af vores dejlige bondegårdsbesøg :)


 Lille Idéfix putter sig med sine kommende søskende

 Der ruges






 Lækkerbassen med kusine Kamille

 Lækker steg på bordet (ja, jeg mener Lækkerbassen :) )
Et af de sjældne - et billede af mig og så endda med ham jeg er så vild med :)
Billedet er taget af min dygtige Mathias

Mød Max og Luffe

I går læste min mor med på bloggen og hendes hjerte smeltede også ved synet af 2 af hendes børnebørn i hjertelig omfavnelse.

Jeg fortalte hende, hvor mange I egentligt er som følger med her på bloggen (Bare i går læste 238 med)

....og så blev hun lidt stille og tænksom

for derefter at sige: "Så skal du da fortælle om mine hunde". Og det er da liiiige det jeg skal - selvfølgelig!!! 

..................

Min mor avler cocker spaniels (de sødeste mest børnevenlige slags) og fra hendes seneste kuld har hun stadig 2 hvalpe: Max og Luffe

Arhmen, jeg siger jer; De er bare for søde og sjove og så er de deres far helt op af dage.
Det ved jeg fordi min mor jo har både far og mor til hvalpene.

Max og Luffe er 4½ mdr gamle og meget fint socialiseret (tro mig, med mine 3 højaktive unger ved jeg at hvalpene er dygtige og børneglade) og renlige (men mon ikke det alligevel kommer til at kræve lidt tilvænning at flytte til nyt sted...?!)

Og hele humlen er jo at hvalpene er til salg - og en af dem kan blive din
Og hvis du tænker at du ikke vil ha' en hanhund, så skulle du tage at ringe til min mor; Hun har nogle ret tankevækkende positive erfaringer med hanhunde fremfor hunhunde.

Forrest: Luffe, Liggende: Max
(Med tragt om halsen: Hvalpenes tante, der netop er blevet steriliseret, da hun er gået på pension)

Så skulle du ha' lyst til en voldsomt dejlig familiehund med et skønt temperament, så skulle du ringe til min mor på 20466302 eller se hendes hjemmeside: http://www.cockerkennel.dk/

Hun har en annonce på gul og gratis, hvor du kan læse lidt mere om dem: http://www.guloggratis.dk/dyr/hunde/hunde/cocker-spaniel/annonce/18568604-cocker-hvalpe





fredag den 12. april 2013

endnu en af de svære...

Jeg kunne godt forfalde til slet ikke at skrive om det - eller til at skrive en halv roman om det, bare for at forklare det, så jeg er helt sikker på at alle forstår og ikke ser ned på vores valg.

Vi har taget et svært valg. Det har været længe undervejs under mavesmerter, hjertesmerter, tårer og frustration. Men vi HAR taget et valg og selvom jeg har vildt meget lyst til at trække i land igen, så må jeg holde ved valget af hensyn til drengene.

Kamille har fået en aflastningsfamilie - "feriefamilie" kalder vi det.

BUM!


der blev det skrevet! - Får kvalme bare af at skrive det....


Men det er godt!

Godt for hende, godt for mig, godt for Brian, godt for drengene - godt for os

Og Kamille er glad for dem. Hun ser det som en gave til hende. Et sted hvor der er 100% tid og overskud til hende. Et sæt ekstra bedsteforældre. Så blæse være med min dårlige samvittighed og mit hjerte, der brister bare ved tanken om at hun nok snart skal sove derhenne.


Og når Kamille kommer hjem fra sin feriefamilie, har hun været savnet og hun har savnet, men på den gode måde og så ser det sådan her ud (og så bobler mit hjerte i stedet for at briste!)



onsdag den 20. marts 2013

PrinsesseRacer

Når man er på vej mod de 5 år, så kan det godt virke lidt underligt at sidde i klapvogn...altså Kamille er nu ganske ligeglad og godt tilfreds.

Men hun vokser jo ud af den og andre mennesker ser måske ikke på hende med helt så forstående øjne, som os, der kender hende, når de ser et stort "dovent" barn, der øjensynlig har taget lillebrors plads i klapvognen. Det hjælper lidt at vi har tvillingeklapvogn, men snart gider lillebror jo ikke sidde i den længere.

Derfor har Kamille fået sin helt egen PrinsessRacer ....og hun er stolt af den

For god ordens skyld, skal jeg lige sige at det jo ikke er fordi Kamille ikke kan gå - eller nogle gange er jeg i tvivl om hun kan gå, for hun løber hele tiden ;)

Men Kamille udtrættes bare hurtigt fordi hun er spastisk i sit venstre ben, så hendes maksimale gangdistance er omkring 700 m herefter begynder hun at sidde i grøfter og kanter og studere dyre- og planteliv, fordi hun ikke vil indrømme hun er træt; "Er du træt, Kamille" - "Nej, jeg skal bare lige se hvad regnormen laver"!

Derfor tager vi aldrig nogen steder uden klapvogn - fremover bliver det så PrinsesseRaceren, der i øvrigt er fremstillet præcis til hende og derfor også foran har de bredeste hjul, de kunne fremskaffe. Så kører den nemlig meget bedre på grusveje og skovstier. Kamille er jo ikke en bypige - men en rigtig naturtøs :)

mandag den 18. marts 2013

Så tog hun røven på os igen

Fantastiske Kamille tog røven på os alle igen.

Man skulle da mene at vi havde lært det, da neurologen kiggede på vores barn, der i en alder af 11 måneder lå på gulvet og ikke kunne andet end at krybe langsomt fremad og hun sagde at "Det skal I være glade for" og da Kamille så 9 måneder senere rejste sig op og gik - Dér skulle vi jo en gang for alle ha' lært at Kamille kan alt hvad hun vil.

Hun har et kæmpe potentiale og hun har ikke tænkt sig at lade det gå til spilde!!!

Kamille har ud af det blå lært at cykle - det er altså noget hun ikke kan, eller ikke kunne. Vi har snakket om det i meget meget lang tid; Hvordan vi skulle få Kamille til at cykle, når det venstre ben bare ikke ville lystre og følge med pedalen rundt.

Og så sidder vi der midt i aftensmaden og pludselig kommer hun cyklende ind i køkkenet fra stuen.

Forestil jer synet af en hel familie, der først sidder og ikke fatter hvad de ser og derefter i jubel springer op, jubler, griner og opfordrer til "mere - mere!" og i forvirringen helt glemmer aftensmaden.

Man må sige, det er rigtig god timing af hende, for jeg har netop i dag mailet med ergo'en ang. specialpedaler til at holde venstre fod fast. Og i morgen kommer denne ergo så forbi for at se hvordan hun kan hjælpe.... Tak, men ellers tak - Kamille klarer den selv!

Det kan godt være det ind i mellem (ok, ret tit!) trækker tænder ud af ha' et barn med handicap - men for dælen da: Det skulle være alle forundt at føle sådan stolthed over sit barn!

Se her min smukke vidunderlige fantastiske Solstråle-datter, der har lært sig selv at cykle



Og for at gøre det hele endnu bedre så har jeg i dag puttet hende uden sut - åh, den har været undervejs så længe og forsøgt mange gange uden held.

I dag skete det så. Godt hjulpet på vej af ønsket om en ny lyserød prinsessecykel, som julemanden giver til piger, der sover uden sut.

åh, hvor er jeg glad og stolt.

onsdag den 13. marts 2013

3 års jubilæum som mor til 3

Så skete det uundgåelige: Jeg har jubilæum som mor til 3 - 3 års jubilæum!

Sjovt nok, synes mine unger at der er en anden vinkel på begivenheden, der er langt vigtigere; At Mindstemanden Kristian bliver 3 år i dag.

Han er fejret på behørig vis og er nu udstyret med tøj, puslespil, duplo, børnehavetaske og alt muligt andet godt. Og selvfølgelig en fed ny cykel. Drengen har egentligt ikke brug for støttehjul pga. balancen, men han har altså ikke lige fundet af hvordan de der pedaler fungerer, så .... :)

PS. Kristian synes det er MEGA fedt at gå i børnehave - det er i hvert fald sådan ordene falder, når man spørger ham. Der må være noget om snakken, for han vil i hvert fald ikke med hjem, når jeg henter ham :)

onsdag den 6. marts 2013

Min store Kristian

Det holdt hårdt, men langt om længe fik Kristian sin første dag i børnehave præcis 1 uge før hans 3. fødselsdag.

K skulle være startet for 6 dage siden, men en slem omgangssyge fik tag i ham og spændte ben for en dag, der ellers har været ventet med længsel.

I kan tro K er KLAR til at starte i børnehave. Han har glædet sig siden sommer og den sidste måneds tid har han også sørget for at hans far var helt klar på at han skulle starte - han har nemlig givet instrukser om hvad, der skulle med i madpakken; 1 rugbrød med spegepølse, 1 med leverpostej og 1 med kødpølse... søde lille K :)

Søster Kamille har glædet sig lige så meget og har været så uendeligt skuffet over ikke at kunne vise det hele til ham.


Men i dag var altså dagen!

Og I kan tro det betaler sig at få 3 børn ;) Hold nu op, hvor er det altså nemt - sådan en lille 3'er tilpasser sig bare og har ikke de store udsving.

K løb bare ind, hængte sin jakke op, satte madpakken i køleskabet, afprøvede det lille toilet og den lille håndvask og mens jeg satte Kamille i gang med dagens program, smuttede han lige så stille ind og begyndte at bygge en togbane - helt uden nogen form for indblanding fra min eller pædagogens side.

Jeg finder ham, kigger på i 2 minutter og spørger ham så om det er ok at jeg kører. JA JA, smut du bare, mor! Så får jeg et lille kys af min lækkermås og straks er han igen fordybet i sin leg.





Og det der med indkøring....jo, det er vel normalt at man lige bliver hos dem lidt eller lige giver en kort og blød opstart.

Men altså Kristian kender jo børnehaven, fordi han i de sidste 1½ år har været med til at aflevere sin søster deroppe. Og fordi dagplejen har så dejlig en rytme med at besøge børnehaven i 2 timer ca. hver 14. dag.

Så K's indkøring starter med en halv dag :)

Og således skete det at min lille lækkermås blev en stor børnehavedreng - langt om længe, hvis man spørger ham selv!




fredag den 22. februar 2013

Ressourcer og spiseskeer

Hold da op...endnu et indlæg, der handler om mig...!

Det plejer jo mest at være ungerne og deres vanskeligheder, der bliver nedfældet her, men at være blevet syg og finde ud af at leve med det fylder lidt hos mig for tiden, så det skal skrives ud af kroppen.

Jeg er ellers GLAD - bare så lettet og glad over at ha' fået mit liv tilbage. Efter 14 dage på en medicin, som åbenbart ikke passede så godt til min krop skiftede jeg og i en hel uge har jeg bare været frisk og glad. Indtil i går, hvor jeg kunne mærke symptomerne komme snigende - og i dag er jeg igen overvældende træt, tung og har ondt i ryggen, benene og hænderne.

HVORFOR?

Fordi jeg har overbrugt mine ressourcer - jeg tog i går forskud på denne dags ressourcer og må nu bøde for det.
Altså man skal jo lige lære det, ikke?! Det der med at leve med en kronisk sygdom (altså ud over et piskesmæld af en anden verden, kronisk skinnebensbetændelse i begge ben og stress). Når man har for lavt stofskifte (endda ureguleret), så skal man være dygtig til "energi-administration".

Jeg har lært at jeg skal spare på mine skeer.....jo jo, den er god nok, i hvert fald jævnfør "the spoon theory" (følg linket og læs om det). Skeer er lig med ressourcer og med lavt stofskifte har jeg et begrænset antal skeer til rådighed pr. dag. Alt hvad jeg foretager mig koster en eller flere skeer og jeg skal derfor være konstant bevidst om hvor mange jeg har brugt og hvor mange jeg får brug for - jeg skal altså nøje prioritere min skeer.

Det har jeg så lært nu - efter vovemodigt at kaste mig ud i en ekstra times pulserende Zumba. Det var der åbenbart ikke skeer nok til, så jeg kom til at tage forskud på næste dags skeer. Av, den sved!

torsdag den 7. februar 2013

Ahhhh, hvilken lettelse...med lidt malurt i bægeret!

Jeg har været ved at blive sindsyg og mærket små stik af depressive tanker.
Jeg indrømmer blankt at jeg har stress og har haft det i 1½ år nu. jeg knokler r*ven ud af bukserne i arbejdet med mig selv og processer, dynamikker og rutiner herhjemme for at få bugt med det.

Og på trods af at jeg synes jeg har masser af dage, hvor alt lykkes, så har jeg bare overvældende mange symptomer. Jeg magter simpelthen ikke at være træt, tung i kroppen og have den indre uro længere. Jeg orker det ikke, jeg vil bare kravle i et hjørne og forsvinde, jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen.

...Indtil jeg tog til læge og bad om at blive undersøgt fra top til bund og inderst til yderst. Ingen problem - alt hvad der kan bimle og bamle af prøver blev taget og jeg har været så frygteligt nervøs for at svaret ville være: Du er fuldstændigt sund og rask. Du må gå hjem og få styr på din stress. Det svar ville slå mig ud - for jeg kan ikke gøre mere...jeg kan ikke se mig ud af det.

Men sørme om jeg ikke fik en redningsplanke - et lys for enden - et håb! Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så fedt, men i første omgang blev jeg bare såååå lettet at jeg måtte hyle lidt hos lægen; Jeg er syg! Min prøver viser et livsvarigt behandlingskrævende for lavt stofskifte, der forklarer alle mine symptomer.
1 pille om dagen resten af mit liv og jeg burde blive frisk og mig selv igen. Åhh, hvor jeg glæder mig til at kunne holde ud at leve mit liv igen og at alt det jeg render og knokler med kan foregå med lidt overskud i stedet for at dræne mig totalt

onsdag den 9. januar 2013

Nødvendige valg - et anderledes liv

Undskyld den lange tørke omkring indlæg - ingen dårlige bortforklaringer, bare undskyld!

Vi har indset at de udfordringer (for der findes ikke problemer, kun udfordringer) vi står overfor ikke altid kan løses med almindelige pædagogiske redskaber.

Nogle gange kan vi mobilisere nok så meget velvilje og velovervejede forsøg på at gøre en situation bedre, men det er som vand på en gås og ændrer intet.

Derfor har vi indset at ind i mellem må vi tænke ud af boksen og tage alternative metoder i brug. Uha, jo! Det har været en svær proces. Der er lang vej fra at sige: "Vi må gøre noget helt anderledes" til rent faktisk at acceptere at det er nødvendigt.

Men når kamelen først er slugt, så smager den ikke helt så grimt som forventet!

Eksempelvis: Om ganske få dage tager vi på skiferie - uden vores 2 mindste børn! Det er et nødvendigt valg og et anderledes liv end vi havde forestillet os.

Men Kamilles sanseintegrationsproblemer gør det svært at gøre det sammen som en familie. Hun vil ikke kunne magte det og turen vil være en pine for hende og tage fornøjelsen fra os andre. Så selvom det var en hård beslutning, så er det et nødvendigt valg for hendes bedste.

Der er andre nødvendige valg i vores liv, som jeg vil fortælle om en anden dag. Valg, der giver os et anderledes liv.

Vores liv har været anderledes længe, men vi håber at dette specifikke valg kommer til at forandre vores anderledes liv til det bedre. Det vil stadig være anderledes - meget endda - men anderledes er ikke mindre værd, bare anderledes!

Og selvfølgelig et billede af de 3 vigtigste mennesker i mit liv :)