onsdag den 19. september 2007

Gymnahopsa da - OPDATERING

Så har vi været til "stik", som Mathias kalder det. Og det har været præcist så sjovt som jeg forventede. Dem af jer, der kender Mathias vil ikke undre jer over at høre at han brugte ca. ½ sek. på at se salen og de andre an og derefter kastede sig ud i en spurt rundt i salen, hvorefter han spillede bold med David og Lenes tvillinger Lau og Jonas. Han kastede sig frygtløs rundt i forhindringsbanen - numsen op og hovedet ned det meste af tiden :D Mathias er ikke bange for nogen eller noget og var (surprise!) også meget højlydt under det meste af timen. Han lyttede nu ellers meget godt efter hvad Sarah (træneren) sagde og var meget dygtig til at være hund og klatre i ribber (kravler helt op i toppen, mens moderen holder vejret). Og helt stille blev han da Sarah fandt en stor Kaj-frø frem, der sov indtil vi havde sunget den vågen. Kaj havde munden fuld af sjove balloner og det var bare rigtigt sjovt. Mathias fortæller lystigt om hans oplevelse og i sær at boldene skulle ind på plads og sove... Og det skulle han i hvert fald også da vi kom hjem. Han var kvæstet og kunne næsten ikke have sin aftensmad. ...En rigtig god oplevelse - vi glæder os til næste tirsdag!

Ingen kommentarer: